12/10-15
-
Pressemeddelelse
Hvem tør investere i fremtiden?
I øjeblikket ser vi det ene store anlægsarbejde efter det andet særligt i hovedstadsområdet. Men til næste år bliver der længere mellem entreprenørmaskinerne, hvis ikke der findes alternativ finansiering
Der er sået tvivl om Femernbælt-forbindelsen, og der er også stor usikkerhed om togfondens fremtid. Store anlægsprojekter bliver et for et fjernet og sat ud på et sidespor, og det ses fx også i de seneste tal fra Ledningsejerregistret, LER, hvor det areal, der hentes graveforespørgsler på, er faldet fra 8.300 km2 i 2013 til forventet 3.200 km2 i år.
- Det er jo en klar indikation på, at der ikke er mange anlægsprojekter på tegnebrættet, som skal sættes i gang i nærmeste fremtid. Og når politikerne fx udskyder Femern, så er der jo også andre ting, som falder til jorden. I tilfældet med Femern kan det risikere at få konsekvenser for Storstrømsbroen, som dermed også bliver udskudt, selvom den er i elendig forfatning, og der er god fornuft i at sætte det arbejde i gang nu, siger chefanalytiker i Dansk Byggeri, Finn Bo Frandsen, og tilføjer:
- Politikerne må ikke begynde at ryste så meget på hånden, at de ikke tør investere i fremtiden. Der er behov for at tænke langsigtet. Hvis ikke politikerne selv tør, så skal de tænke i alternativ finansiering i form af private investorer, pensionskasser og offentligt-privat-samarbejde.
Færre ansatte
I år arbejder cirka 19.000 i anlægsbranchen, men allerede til næste år falder det tal med et par tusinde. Det viser Dansk Byggeris Konjunktur-Update 2015.
- Efterhånden som motorvejen i fx Silkeborg og andre steder i landet bliver færdige, og der ikke kommer nye projekter til, så vil beskæftigelsen fortsætte med at falde, vurderer Finn Bo Frandsen.
Det er blandt andet investeringerne i særligt veje, varmeforsyning og spildevandsanlæg, som falder samtidig med, at også investeringerne i Metro Cityringen kulminerer i år og derefter falder.
- Politikerne skal huske på, at når det gælder store anlægsprojekter som veje, broer og den slags, så kan der nemt gå år, fra det bliver besluttet, til spaden kan komme i jorden. Derfor er det vigtigt at bevare det store overblik og turde investere i fremtiden. Der ligger en bunden opgave forude med at finde alternativer, så nødvendige og fornuftige anlægsprojekter ikke ligger og venter. For vi kan ikke bare sådan uden videre indhente alt det, som vi ikke tør sætte i gang nu, siger Finn Bo Frandsen.