19/11-15
-
Pressemeddelelse
Finanslov med blå pletter
Regeringen har fået en finanslovsaftale på plads med de blå partier. Dansk Byggeri noterer sig, at erhvervsfremme ikke fylder voldsomt meget, men at der er positive elementer bl.a. på skatteområdet
Styrket kernevelfærd er de første ord i den første blå finanslovsaftale, som Venstre-regeringen nu har indgået med de øvrige borgerlige partier. Det er en finanslov, der er præget af især løft af politiet samt sundheds- og ældreområdet, som tilsammen begunstiges med godt 2 mia. kr. ekstra i 2016. Der er dog også fundet knapt 1,2 mia. kr. til forbedringer på skatte- og afgiftsområdet, bemærker Dansk Byggeri i en kommentar til aftalen.
- Elementerne i den endelige aftale er for størstedelen allerede kendte initiativer. For erhvervslivet er det interessant, at der nu bliver taget fat om de høje danske registreringsafgifter, ligesom generationsskifterne også lettes. Endelig bør det anerkendes, at grundskylden fastfryses nominel i 2016, mens vi venter på bedre ejendomsvurderinger, siger adm. direktør, Lars Storr-Hansen, i en første kommentar til Finanslovsaftalen.
Lars Storr-Hansen anerkender også, at der er reserveret midler til en erhvervsbeskatningsreform, der skal forhandles på plads i 2016, som skal bidrage til at gøre den danske erhvervsbeskatning mere enkel og konkurrencedygtig.
- Man kommer dog ikke særlig langt for de 210 mio. kr., der foreløbig er afsat til formålet i 2016.
- Der er klare blå pletter på finanslovsaftalen, som vi ser frem til at få gennemført. Men som bygge- og anlægsorganisation har finansloven desværre også bekræftet, at regeringen har skruet ned på en række kloge og fremtidssikrende projekter indenfor såvel infrastruktur som udbygning af den danske styrkeposition indenfor klima- og energiområdet. Det finder vi beklageligt, siger Lars Storr-Hansen.
Dansk Byggeri frygter i det hele taget, at de kommende års økonomisk politiske førsteprioriter bliver de bløde velfærdsområder, som tilgodeses på bekostning af ambitiøse samfundsnyttige investeringer.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02