22/12-15
-
Pressemeddelelse
19 kvartaler i træk med færre på offentlig forsørgelse
Der bliver stadig færre på efterløn, førtidspension og sygedagpenge. Dansk Byggeri glæder sig over retningen, men beklager fortidens synder
BNP-væksten vidner om en halvsløj konjunktursituation. Til gengæld er der noget mere at komme i julestemning over, når man ser på et af de vigtigste tal for den strukturelle udvikling i økonomien, nemlig antal offentligt forsørgede.
Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye tal for antallet af offentligt forsørgede. Korrigeret for sæsonudsving, var der fra 2. til 3. kvartal 2015 et fald på 8.800 offentligt forsørgede. Opgjort på årsbasis er antallet faldet med 17.700 fuldtidspersoner.
- Der er 757.000 fuldtidspersoner på offentlig forsørgelse, hvilket svarer til ca. 21 pct. af de 16-64 årige. Til sammenligning er de tilsvarende tal i Sverige ca. 15 pct. og i Tyskland ca. 16 pct. af de 16-64-årige. Så i den statistik slås vi virkelig med fortidens synder, hvor vi i de gode tider i 00´erne forsømte strukturreformer, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, og uddyber:
- Arbejdsmarkedsreformerne er begyndt at virke. Antallet af offentligt forsørgede har nu i 19 kvartaler i træk bevæget sig med små skridt i positiv retning, siger Bo Sandberg og fortsætter:
- Dansk Byggeri forventer, at det gradvise fald i antal offentligt forsørgede vil fortsætte i de kommende år. I løbet af en kort årrække vil der dog næppe være meget mere at hente fra konjunkturerne, hvilket gør det så meget desto vigtigere at fortsætte de senere års strukturelle reformspor.
Bo Sandberg foreslår, at vi sætter os en konkret målsætning om at nå ned på ca. 600.000 offentligt forsørgede 16-64 årige i 2020. Det kræver, at man løfter ca. 30.000 ud af offentlig forsørgelse årligt i perioden 2016-2020. Det er ifølge Bo Sandberg et både ambitiøst og ikke urealistisk sigtepunkt.
Det samlede fald i antal offentligt forsørgede på ca. 17.700 fuldtidspersoner det seneste år skyldes iflg. Danmarks Statistik især, at der er blevet 9.200 færre på efterløn, 7.300 færre på førtidspension og 5.700 færre på sygedagpenge. I modsat retning trækker ca. 14.400 på de nye ressource- og jobafklaringsforløb.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02