Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
11/01-16   -   Pressemeddelelse

Rekordlav inflation booster økonomien

Den rekordlave inflation i 2015 betyder, at forbrugerne i øjeblikket får betydeligt mere ud af lønkronerne. En gennemsnitlig husholdning får ca. 6.500 kr. mere til rådighed om året i forhold til 2010-2012.

Ifølge Danmarks Statistik landede inflationen i december på +0,5 %, og det bidrager til et samlet inflationsfacit for 2015 på rekordlave +0,45 %. Det er tredje år i træk, at lavinflationsrekorden bliver slået, og noget lignende er ikke set siden 1953, hvor man havde deflation i skikkelse af en prisudvikling på -0,5 % på årsbasis.

- Der er sket et voldsomt skift i det danske inflationslandskab i de senere år. I perioden 2010-2012 lå den årlige inflation i gennemsnit på +2½ %. Nu har den så i perioden 2013-2015 i snit ligget på +0,6 % med 2015-facittet på +0,45 % som det sandsynlige lavpunkt for udviklingen i forbrugerpriserne, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri, og tilføjer:

- Rekordlav inflation indebærer pæne reallønsstigninger for langt de fleste - selv med en moderat nominel lønvækst. Og for en gennemsnitlig dansk husstand er der en årlig besparelse på forbrugsudgifterne på ca. 6.500 kr., set i forhold til perioden 2010-2012.

Tidligere var der en noget mere broget årsagsforklaring til den lave inflation. I 2013 var det således den kriseramte samfundsøkonomi, der var primær årsag til den lave prisudvikling.

- Men i 2014 og 2015 har årsagerne været entydigt positive, da den lave inflation er kommet til os udefra ikke mindst i form af de faldende oliepriser, siger Bo Sandberg.

Dansk Byggeri peger på, at den historisk lave inflation bidrager til at styrke dansk økonomi, herunder også bygge- og anlægsbranchen. Det kan ifølge Bo Sandberg fx være en god ide at foretage fremadrettede energiinvesteringer, mens der er penge på lommen, og dermed forberede sig på tiden, når oliepriserne igen stiger.

- De faldende oliepriser rører grundigt rundt i gryden mellem vindere og tabere. Det gælder både mellem lande, mellem brancher og mellem virksomheder. Men på bundlinjen er de lave energiomkostninger - der virker som en gigantisk skattelettelse - entydigt positivt for dansk økonomi og for verdensøkonomien, siger Bo Sandberg.

På baggrund af tal fra Danmarks Statistik har Dansk Byggeri beregnet, at en gennemsnitshusstand med 2,1 personer i 2015 havde et årligt forbrug på ca. 322.000 kr. Sådan en husstand har tidligere været vant til, at ca. 8.000 kr. årligt (svarende til 2,5 %) årligt blev ædt op af inflation. Men med den rekordlave 2015-inflation blev kun ca. 1.500 kr. ædt af op af prisstigninger.

- Det vil sige, at der i 2015 har været ca. 6.500 kr. mere i tegnebogen for gennemsnitsfamiliens bundlinje, set i forhold til 2010-2012. Det er godt for privatforbruget og dermed dansk økonomi, siger Bo Sandberg.

Pressekontakt

Helen Jensen
Pressechef
  +45 72 16 01 50
  +45 21 24 47 02

Firma

Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1015 København K, Danmark

  72 16 01 62
  72 16 01 62

http://www.danskbyggeri.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Byggeri på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater