14/01-16
-
Pressemeddelelse
Omsætningsvækst bekræfter 2015 som et godt år for byggeriet
Bygge- og anlægsbranchen omsatte i de første 11 måneder af 2015 for 7,2% mere på hjemmemarkedet end i 2014. Ifølge Dansk Byggeri falder det facit fint i tråd med den pæne fremgang i byggebeskæftigelsen på 4,8
Danmarks Statistik har udsendt foreløbige tal for erhvervslivets omsætning baseret på virksomhedernes momsindberetninger. I de første 11 måneder af 2015 har det samlede erhvervsliv løftet den indenlandske omsætning med 42,4 mia. kr. svarende til +1,9 pct. i forhold til tilsvarende periode 2014.
- 1,9 pct. er en beskeden nominel omsætningsvækst - men dog en forbedring i forhold til de foregående år, hvor hjemmemarkedet befandt sig i en zombie-lignende tilstand, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
Ifølge Danmarks Statistik er det hoteller, restauranter, rejsebureauer, rengøring og anden operationel service, der sammen med bygge- og anlægsbranchen, er højdespringerne i omsætningsudviklingen.
- Byggeriets indenlandske omsætning lå i de første 11 måneder af 2015 13,4 mia. kr. højere end i den tilsvarende periode i 2014, hvilket giver en procentvis vækst på 7,2%, siger Bo Sandberg, der har regnet sig frem til dette facit på baggrund Danmarks Statistiks tal.
- Byggeriet befinder sig på en opadgående kurve og en årlig nominel omsætningsvækst på 7,2 pct. må siges at være et pænt facit, der skal lægges oveni en flot beskæftigelsesvækst i 2015 på 7.100 personer svarende til en procentvis fremgang på 4,8 pct., siger Bo Sandberg.
Det er naturligt, at omsætningen vokser lidt mere end beskæftigelsen og Dansk Byggeri forventer, at den gode omsætningsudvikling blev fastholdt 2015 ud, bl.a. pga. endnu en bølge med "hamstring" af Boligjobopgaver op til nytår, hvor det hidtil kendte håndværkerfradrag blev omdannet til en målrettet energirenoveringsordning.
- De kommende omsætningstal for december 2015 skal dog sammenlignes med december 2014, hvor Boligjobordningen helt ophørte inden den blev indført igen i løbet af 2015, og hvor der derfor var endnu mere gang i opgavehamstringen som følge af den førte stop-go-politik. På den baggrund er det muligt, at det endelige omsætningsfacit for 2015 kryber ned i underkanten af 7 pct., men det må tiden vise, konstaterer Bo Sandberg.
Dansk Byggeri offentliggør sin årlige konjunkturprognose med forventningerne til byggeaktiviteten i 2016 og 2017 i begyndelsen af februar.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02