10/02-16
-
Pressemeddelelse
Nu skal vejen til grøn omstilling kortlægges
Byggebranchen vil nu omsætte analyser og praksis i en såkaldt roadmap, der skal være retningsgivende og komme med bud på bygningers rolle i den grønne omstilling
Energifonden afsætter nu midler til en kortlægning af bygningers rolle i den grønne omstilling - en såkaldt roadmap. Innovationsnetværket InnoByg er sekretariat for projektet, som vil inddrage byggeerhvervet, energibranchen og styrelser i arbejdet.
Der er tre fokusområder for roadmappen. For det første at finde det rette miks mellem energibesparelser i bygninger og udbygning af energisystemet med vedvarende energi. For det andet at finde ud af, hvor bygningsreglementet med fordel kan strammes i de kommende år. Og for det tredje at tage bestik af de direktiver fra EU, der betyder noget for bygninger og energiforsyning i forhold til den grønne omstilling.
- Tilbage i 2013 blev der lanceret en strategi for energirenovering af bygninger. Det skete på baggrund af en lang række analyser og beregninger af omkostninger og effekter ved energieffektivisering af bygningsmassen. I arbejdet med roadmappen vil det basisarbejde naturligvis blive inddraget, forklarer direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri, der er én af initiativtagerne til arbejdet med roadmappen.
Siden lanceringen af strategien for energibesparelser i bygninger har der imidlertid været stille på området. Bygge- og energibranchen har afventet udspil fra det nye parlamentariske grundlag i forhold til, hvilken rolle energieffektivisering af bygninger skal spille i den grønne omstilling.
- Og det vil vi med roadmappen nu spille ind til. Vi bygger videre på den forståelse, at bygninger er en integreret del af energisystemet. Samtidig lægger vi op til at få lavet en analyse baseret på fakta om økonomien ved at reducere energiforbruget i bygninger, henholdsvis at udbygge vores vedvarende energiforsyning, siger Michael H. Nielsen og tilføjer:
- Vi forventer også, at det vil være muligt, via fx workshop med deltagelse af fagfolk, at opstille langsigtede mål i forhold til bygningsreglementets krav. Her skal der fremover ses på både energiforbrug, sundhed og bæredygtighed. Den danske tradition med at melde kommende krav ud i god tid er med til at stimulere innovation af produkter og løsninger. Den tradition skal gerne fortsætte, og det skal roadmappen for bygningers rolle i den grønne omstilling gerne understøtte.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02