13/04-16
-
Pressemeddelelse
Byggebeskæftigelse bryder magisk grænse på 160.000
I 1. kvartal endte byggebeskæftigelsen på 162.000 og brød dermed den "magiske" grænse på 160.000, som branchen regner for normalsituationen
- Danmarks Statistiks kvartalsvise byggebeskæftigelse, det såkaldte "kongetal", leverer varen med en sæsonkorrigeret beskæftigelse på 162.000 personer i 1. kvartal 2016, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
Det indebærer en overraskende kraftig sæsonkorrigeret vækst på 4.800 beskæftigede arbejdere, funktionærer og selvstændige i forhold til det foregående kvartal.
- I snart tre år i træk har beskæftigelsen bevæget sig opad. Siden foråret 2013, er der kommet ca. 18.500 flere i beskæftigelse. Boligbyggeriet er på vej opad, renoveringsmarkedet lever højt på bedringen i boligmarkedet og i anlægssektoren fylder metro, jernbane, superhospitaler mv. godt i ordrebøgerne, konstaterer Bo Sandberg og tilføjer:
- Og for første gang i syv år bryder byggebeskæftigelsen den "magiske" grænse på 160.000 beskæftigede, som vi betragter som normalsituationen eller langsigtsligevægten, om man vil.
En logisk følge af den fortsatte stigning i byggeriets beskæftigelse er adgangen til fortsat at få kvalificeret arbejdskraft inden for en række specielle jobfunktioner og geografiske områder.
- Udfordringerne kan være mismatch i uddannelserne og adgang til kvalificeret arbejdskraft. Men det er i bund og grund en mere positiv udfordring at forholde sig til end manglende aktivitet, og vi ser da også allerede nu, at byggeriets virksomheder holder mest muligt på den eksisterende arbejdskraft for at imødegå fremtidige rekrutteringsudfordringer. Det medvirker til at booste byggebeskæftigelsen, siger Bo Sandberg.
Zoomer man ind på byggeriets underbrancher, fremgår det af Danmarks Statistiks tal, at der har været fremgang i beskæftigelsen inden for alle segmenter. I løbet af det seneste år, er beskæftigelsen steget med 3.900 inden for nybyggeri, 3.600 flere beskæftigede med reparation og vedligeholdelse, mens anlægsområdet har fået tilført 1.100 par nye hænder.
- Procentvis har der været størst vækst i beskæftigelsen inden for nybyggeri i løbet af det seneste år. Det stemmer fint overens med Dansk Byggeris prognose, som peger på fremgang i boligbyggeriet fra ca. 11.500 ved seneste bund i 2013 til ca. 16.000 påbegyndte boliger i 2017, siger Bo Sandberg.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02