18/04-16
-
Pressemeddelelse
Lad tyskerne købe sommerhuse
Der er over 11.000 sommerhuse til salg i øjeblikket. Det er mere end tre gange så mange som i 2004. Især i Nordjylland, Sydjylland og på Bornholm er der mange Til-salg-skilte i sommerhusområderne. Lad udlændinge købe sommerhuse, så der igen kommer gang i salget, lyder opfordringen fra Dansk Byggeri
Lidt over et år - eller helt præcist 380 dage - går der i gennemsnit fra et sommerhus bliver sat til salg til en køber skriver under på slutsedlen. Og der er mange sommerhuse at vælge imellem. I øjeblikket står der et Til-salg-skilt hos 11.262 sommerhuse. Det er tre gange så mange som i 2004. Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.
- Markedet er mere end sløjt i øjeblikket, og selv om finanskrisen efterhånden er langt væk og renten rekordlav, så har det alligevel ikke kunnet sparke gang i sommerhussalget. Der skal åbenbart større redskaber i brug, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius og uddyber:
- Selvom mange danskere føler, de sælger ud af arvesølvet ved at lukke købere fra andre lande ind på markedet, så bliver vi nødt til at indse, at vi lever i en globaliseret verden, og derfor er det naturligt at åbne sommerhusmarkedet for udenlandske købere.
I Nordjylland, Sydjylland og Bornholm står seks til syv procent af sommerhusene til salg.
- Det kan også være med til at skabe mere liv og arbejdspladser i nogle af yderområderne, hvis der igen kommer gang i sommerhussalget. Der vil komme flere turister og arbejdsopgaver til det lokale erhvervsliv. Det er fx typisk ved hussalg, at vi ser, at lokale håndværkere får opgaver med at renovere, og det gør sig også gældende ved sommerhussalg, forklarer Torben Liborius.
Det sløje sommerhusmarked kan også mærkes på kvadratmeterprisen, som siden 2007 i gennemsnit er faldet med 27 procent. Det er særligt sommerhusejere på Fyn, i Østsjælland og Nordsjælland, der har været ramt af prisfald i perioden på henholdsvis 39, 36 og 36 procent.
- Store prisfald og historisk mange sommerhuse, der er til salg, er tegn på et marked præget af overudbud. Selvom priserne det seneste års tid med små skridt er begyndt at kravle op igen, så kommer der ikke rigtig gang i markedet. Derfor er det fornuftigt at lade tyskere, nordmænd og andre interesserede købe sommerhuse i Danmark, siger Torben Liborius.
Fakta:
I Danmark er der i alt 236.000 sommerhuse. Størstedelen af sommerhusene ligger i Vest- og Sydsjælland (59.000), Nordjylland (38.000) og Nordsjælland (33.000)