Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
29/08-11   -   Pressemeddelelse

Nyt dansk jernstøberi vil konkurrere med Østen

Indvielse af et jernstøberi er en usædvanlig begivenhed i Danmark. Men det er, hvad der sker i Borup på Midtsjælland, når Ferrofoss slår dørene op til et helt nyt støberi på Bækgårdsvej onsdag den 31. august.

Bag virksomheden står familien Wolff-Petersen, som også ejer GH form, der har til huse ved siden af det nye støberi. GH form leverer installationer i støbejern til byens rum, blandt andet gadelamper og bænke.

Vi kan hente produktion hjem
- Når vi tør binde an med at investere massivt i denne branche, skyldes det en tro på, at kunderne i vores nordeuropæiske nærområde foretrækker en lokal leverandør, der er konkurrencedygtig med støberierne i Østen, siger Christian Wolff-Petersen, adm. direktør for Ferrofoss.

- Fordelene ved at få støbt i eksempelvis Kina er ved at forsvinde. Råvarerne har vi faktisk bedre adgang til her end i Kina, fordi Europa har et udbygget genbrugssystem. Lønomkostningerne kan vi holde nede, fordi produktionen i stor grad er automatiseret. Og det er mere miljørigtigt at producere tæt på kunderne frem for at skulle transportere tungt støbegods hele vejen fra Kina. Bæredygtighed får stadig større betydning for kunderne, kan vi se.

- Endelig betyder det meget for os, at vi er med til at holde produktudviklingen hjemme i Danmark. Hvis industriproduktionen forbliver i Asien, så tror jeg også, at de videnstunge arbejdspladser rykker derud. Produktion og produktudvikling hører uløseligt sammen. Derfor er vi nødt til at få nogen produktion tilbage, hvis vi skal skabe vækst i vores del af verden. Samtidig har det også en værdi, at vi kan vise de unge studerende, hvordan denne produktion foregår, siger Christian Wolff-Petersen.

Tæt på kunderne
Ferrofoss baserer sig på, at støbegods-kunder i Nordeuropa foretrækker at få støbt lokalt af hensyn til økonomi, kvalitet, logistik og miljø. Virksomheden har investeret i en DISAMATIC støbelinje, der udmærker sig ved at arbejde med stor præcision og derfor lever op til de krav om blandt andet tolerancer, som kunderne stiller. Produktionen kommer til at omfatte bl.a. ventiler, pumper, riste og dæksler.

I dag er der godt en håndfuld jernstøberier tilbage i Danmark, hvor der i 1940'erne var mere end 300.

Christian Wolff-Petersen: - Siden vi kom ind i branchen i 1992, hvor vi overtog Holbæk Jernstøberi, har vi drømt om at kunne bygge et nyt støberi. Støberiet i Holbæk skal - på grund af en lokalplan - i løbet af et par år afvikles. I mange år var det kun dagdrømmerier, indtil vi pludselig fik muligheden, da naboejendommen til GH form i Borup kom til salg, og der samtidig var mulighed for at erhverve en DISAMATIC støbelinje, den nyeste i Norden.

DISA står for driften
DISAMATIC støbelinjen er fremstillet af DISA i Herlev, som har tilsvarende anlæg stående på støberier verden over. Det bliver også DISA, der skal stå for drift og vedligehold af anlægget i Borup. Dels vil DISA have fem mand placeret på virksomheden, dels anvendes et moniteringssystem, så eksperterne på hovedkontoret i Herlev kan overvåge maskinen i Borup.

- At DISA med al deres ekspertise og teknologi står for produktionen borger i allerhøjeste grad for kvaliteten, siger Christian Wolff-Petersen. Det betyder, at vi kan fokuserer på salget og på - i samarbejde med flere af landets førende designere - at udvikle nye produkter.

Fra DISA siger Morten Bechlund, Vice President Operational Management, om samarbejdet:

- Vi har i nogle år arbejdet med tanken om at brede os ud på servicemarkedet, når vi i forvejen sælger og leverer maskinerne. Samarbejdet med Ferrofoss er en kombination af deres og vores kompetencer - de er gode til at sælge, og vi har 40-50 års teknisk erfaring. Når der åbner et støberi så tæt på vores hovedkontor, er det en oplagt mulighed for at prøve konceptet af.

- Aftalen med Ferrofoss er vores første kontrakt på drift og vedligehold, men det er et globalt produkt, som vi ser store perspektiver i. Vi glæder os til at afprøve det sammen med vores gode partnere i Ferrofoss.

Ferrofoss markerer åbningen af det nye støberi med reception og indvielse onsdag den 31. august kl. 13 på Bækgårdsvej 58, Borup.

###

Om Ferrofoss
Ferrofoss er et kundestøberi og søsterselskab til GH form, som er leverandør af designede produkter til byens rum.
Ferrofoss er etableret som et DISA certificeret støberi, hvor DISA Management Services står for driften. Dette indebærer, at den nyeste viden og teknologi på området anvendes i støbeprocessen, hvilket sikrer vores potentielle kunder de bedste betingelser.


Relevant information

http://www.ferrofoss.dk


Pressekontakt


Firma

Ferrofoss
Bækgårdsvej 58
4140 Borup, Danmark

  40 31 09 20
  40 31 09 20

http://www.ferrofoss.dk

Modtag nyheder fra Ferrofoss på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater