Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
11/10-10   -   Pressemeddelelse

Toppolitikere kårer årets Lammefjordsgulerod

Grand Cru guleroden fra Lammefjorden kåres 3. november af folketingsmedlemmerne Pia Kjærsgaard, Ole Sohn og Jacob Jensen sammen med borgmester Thomas Adelskov, Odsherred, på Dragsholm Slot.

Det bliver gulerod frem for pisk, når politikere fra rød og blå blok onsdag den 3. november mødes på Dragsholm Slot.

Selv om det kan være midt i forhandlingerne på Christiansborg om finansloven, vil tre af de centrale aktører - Pia Kjærsgaard (Danske Folkeparti), Ole Sohn (SF) og Jacob Jensen (Venstre) - tage turen til Odsherred for sammen med deres tidligere kollega fra Folketinget, borgmester Thomas Adelskov (Socialdemokraterne) at kåre Årets Grund Cru gulerod fra Lammefjorden.

- Vi ser med spænding frem til, om de fire politikere kan enes om at udpege årets bedste gulerod, siger John Nielsen, formand for Lammefjordens Grøntsagslaug, som står bag kåringen.

Tre kandidater er kvalificeret. Det er gulerødder af sorten Bolero fra tre af Lammefjordens avlere - Boje Skytte, Fårevejle, Arne Olsen, Hørve, og Flemming Risegaard, Fårevejle. Politikerne i dommerpanelet skal kåre årets Grand Cru ved at vurdere blandt andet smag, udseende, sprødhed og saftighed.

Sprød og sød gulerod
På Lammefjorden sås hvert år omkring 1 milliard gulerødder. Lammefjordsguleroden er kendetegnet af at være sprød og sød. De specielle forhold på den tidligere fjordbund gør området særligt velegnet til dyrkning af specialafgrøder. Der er masser af næringsstoffer i den fine jord, som også har et højt naturligt indhold af kalk. Det gør Lammefjorden til leverandør af kvalitetsgulerødder - og også kartofler, porrer, løg, asparges og andre specialafgrøder.

Lammefjordsgulerødderne har opnået EU's kvalitetsmærkeordning BGB (Beskyttet Geografisk Betegnelse). I alt har EU udstedt omkring 900 BGB'er, blandt andet Feta ost, men kun tre i Danmark. Gulerødderne fra Lammefjorden fik den første danske BGB. Siden er der udstedt to mere - til ostene Esrom og Danablu.

Producenter på Lammefjorden leverer til en række af landets førende restauranter, heriblandt Noma der i 2010 er kåret som verdens bedste restaurant. Det har yderligere forstærket interessen om produkterne med besøg af både danske og internationale medier. Også Pia Kjærsgaard har været forbi i sommerens løb, hvor hun besøgte en avler og et gulerodsvaskeri. Det var ved denne lejlighed, at hun sagde ja tak til at være dommer ved årets Grand Cru.

Grand Cru kåringen finder sted i Riddersalen på Dragsholm Slot, Dragsholm Allé, 4534 Hørve, onsdag den 3. november kl. 17.

Billedtekst: Pia Kjærsgaard var i august på besøg på Lammefjorden. Først var hun med i gulerodsmarken hos Anders Kristensen og dernæst på besøg hos Gulerodsgruppen i Fårevejle, hvor direktør Peter Thane viste, hvordan gulerødderne vaskes og sorteres, før de leveres til butikkerne.


Relevant information

http://www.lammefjorden.dk


Pressekontakt


Firma

Lammefjordens Grøntsagslaug
Højgårdsvej 9
4540 Fårevejle, Danmark

  59 62 12 34
  20 29 75 50

http://www.lammefjorden.dk

Modtag nyheder fra Lammefjordens Grøntsagslaug på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire