Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/10-13   -   Pressemeddelelse

To gengangere bag årets Grand Cru gulerod fra Lammefjorden

2013 kåringen af Grand Cru guleroden fra Lammefjorden blev en gentagelse fra 2012, både hvad angik dyrkeren og sorten. Hans Møller Olsen vandt endnu en gang - og igen med en gulerod af sorten Bolero, den mest dyrkede sort på Lammefjorden.

Kåringen foregik i Søren Wiuffs nye demokøkken, hvor den lokale borgmester fra Holbæk, Søren Kærsgaard, var i kyndigt selskab i dommerpanelet med kogebogsforfatter og tv-vært Anne Hjernøe, madblogger Mira Arkin og kok, forfatter og tv-vært Thomas Rode.

De tyggede sig gennem gulerødder fra tre finalister - foruden Hans Møller Olsen var det Anders Kristensen og Niels Jensen. De to sidstnævnte stillede med to andre sorter, nemlig Carvora, der er ny på Lammefjorden, og Carlo. Men dommerne blev - efter to smagsrunder - hurtigt enige om at pege på den gulerod, som efterfølgende viste sig at være en Bolero fra Hans Møller Olsen.

― En god, sød gulerod med en passende bitterhed i eftersmagen. En grøntsag med en tæt konsistens, der kræver lidt ekstra tyggekraft, lød deres vurdering.

Hans Møller Olsen, som nu har vundet konkurrencen fem gange, er formand for Grand Cru-arrangøren Lammefjordens Grøntsagslaug. Han glædede sig over de rammer, kåringen i år foregik under - hos Søren Wiuff, som han kaldte for Lammefjordens bedste ambassadør.

― Vi har kåret den bedste Lammefjordsgulerod hvert år siden 1997. Siden da har både sortiment og kvalitet udviklet sig meget. Grand Cru'en er med til at skærpe vores egen opmærksomhed om kvalitet. Og det er endnu mere glædeligt, at Lammefjorden også er i forbrugernes bevidsthed, når vi taler kvalitetsprodukter. Det kan godt være, at de ikke lige ved, hvor Lammefjorden ligger. Men det lever vi med - bare de kender vores produkter, siger Hans Møller Olsen.

Den inddæmmede del af Lammefjorden - og andre tørlagte arealer i Odsherred - har en meget speciel blanding af jordtype og næringsstoffer, som danner perfekt grobund for gulerødder og andre grøntsager og rodfrugter.

Netop Lammefjordsgulerødder har EU's kvalitetsgodkendelse BGB - Beskyttet Geografisk Betegnelse. Samme godkendelse søger Grøntsagslauget lige nu for Lammefjordskartofler.

Fotos:
Dommerpanelet (fra venstre) bestod af Mira Arkin, Anne Hjernøe, Thomas Rode og Søren Kærsgaard.

De tre finalister (fra venstre): Anders Kristensen, Hans Møller Olsen og Niels Jensen.

Dommerpanel og vinderen Hans Møller Olsen.

Hans Møller Olsen i marken med sine Bolero gulerødder.

FOTOS: JOHN OLSEN / PHOTODAN


Relevant information

http://www.lammefjorden.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Lammefjordens Grøntsagslaug
Højgårdsvej 9
4540 Fårevejle, Danmark

  59 62 12 34
  20 29 75 50

http://www.lammefjorden.dk

Modtag nyheder fra Lammefjordens Grøntsagslaug på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire