31/08-10
-
Pressemeddelelse
Lise Nørgaard med til at markere ny æra for M/S Sagafjord
M/S Sagafjord, der har base i Roskilde Havn, er overgået til en ny ejerkreds på mere end 500 anpartshavere.
"Papirerne blev underskrevet i sidste uge, og vi kan konstatere, at Sagafjord er sikret som en af Roskildes store attraktioner", siger direktør Kim Hansen, der i september 2009 reagerede, da den nu forhenværende ejer, Erik Hansen, havde sat skibet til salg.
Forfatteren og journalisten Lise Nørgaard skal være med til at markere den nye sæson på Sagafjord. Det bliver ved en galla-sejlads senere på året, hvor Lise Nørgaard vil fortælle om sin barndom og ungdom i Roskilde. Et af de stensikre emner i causeriet vil være daværende embedslæge Gluds kamp med Roskildes politiske establishment for at få det til at forstå, at mangelfuld kloakering havde ført til, at Roskilde Fjord bogstaveligt talt svømmede i skidt. Glud var ikke populær. Men hun havde ret.
"Det er heldigvis fortid med den dårlige vandkvalitet, og Lise Nørgaard er ligesom Sagafjord heldigvis nutid. Jeg er lykkelig over, at Lise har sagt ja til at være med til at markere, at så mange med deres kontante indskud har gjort vores projekt muligt", siger Kim Hansen.
De godt 500 anpartshavere har skudt vidt forskellige beløb i Sagafjord. Mindste investering er på 1000 kr., og den største er på 1 million. Samtidig er Sparekassen Sjælland trådt til med lånekapital, så ejerskiftet har kunnet realiseres.
"Vi er gået ind af to årsager", siger Allan Markussen, filialdirektør i Sparekassen: "Sagafjord er en god og sund forretning, og så er skibet et stort aktiv for lokalområdet."
Sagafjord vil i fremtiden blive et endnu større aktiv for Roskilde som turist- og handelsby. Kim Hansen udvider nemlig sæsonen med sigte på at holde åbent året rundt:
"Vi har et juleskib på tegnebrættet. I forvejen er der juleaktiviteter på havnen, og dem vil vi gerne være med til at forstærke gennem salg af gaveartikler, gourmet-arrangementer og mange andre aktiviteter på skibet. Forbilledet er de julemarkeder, der især i Nordtyskland tiltrækker massevis af besøgende."
Sagafjord har i 21 år besejlet Roskilde Fjord, efter at skibet af erhvervsmanden Erik Hansen blev hentet til Roskilde fra Stavangerfjorden. Den nye direktør, Kim Hansen, må med sin utraditionelle faglige baggrund siges at have særligt gode kvalifikationer til at videreføre Sagafjord. Kim Hansen er uddannet skibstømrer, skibsfører og kommer senest fra en stilling som revisor i KPMG.
Billedtekst: Kim Hansen har en fortid som tømrer, skibsfører og revisor. Nu er han direktør for M/S Sagafjord.
Relevant information
http://www.sagafjord.dk/