05/07-13
-
Pressemeddelelse
Hos hvert andet barnløse par er DNA'et i mandens sæd skrøbeligt
Ny dansk forskning viser, at hvert andet barnløse par har nedsat fertilitet af en hidtil overset årsag: skrøbelig DNA i mandens sædceller. Den almindelige undersøgelse af sædens kvalitet tager ikke højde for dette problem.
Skrøbeligt DNA i mandens sædceller er en hyppig årsag til fejlslagne fertilitetsbehandlinger og spontan abort. DNA'et går i stykker på sædcellens vej til ægget. Det betyder, at det befrugtede æg ikke er levedygtigt. Resultatet bliver derfor en mislykket graviditet.
De nye opsigtsvækkende resultater præsenteres af det danske biotekfirma SPZ Lab ved den europæiske fertilitetskongres ESHRE i London i den kommende uge. Forskningen er foretaget i samarbejde med to store fertilitetsklinikker i Tyskland og Irland.
God nyhed for barnløse
"Der er faktisk tale om en rigtig god nyhed for de ufrivilligt barnløse", forklarer Preben Christensen, direktør i SPZ Lab.
"Vi kan nemlig teste DNA'et i sædcellerne, inden fertilitetsbehandlingen påbegyndes. Dermed kan vi påvise, om sædcellernes DNA er skrøbeligt. Hvis det er tilfældet, kan de barnløse par i mange tilfælde undgå de skuffende fertilitetsbehandlinger. I stedet kan de fra starten henvises til den mest optimale behandling. Samtidig vil det offentlige spare store summer på, at virkningsløse behandlinger undgås."
Bruges på Nordeuropas største klinik
De nye resultater har allerede medført, at Nordeuropas største fertilitetsklinik, Fertility Center Hamburg, anbefaler testen rutinemæssigt til alle fertilitetspar.
Dr. Robert Fischer fra Fertility Center Hamburg siger: "Vi håber, at så mange par som muligt vil vælge at få foretaget testen, inden de går i gang med eventuel fertilitetsbehandling. Resultatet af testen vil hjælpe os til at anbefale det enkelte par den behandling, der er mest optimal for dem."
Håb hos dansk patientforening
Den danske patientforening Landsforeningen af Ufrivilligt Barnløse håber, at de nye resultater vil føre til, at testmetoden af DNA'et gøres til et permanent tilbud herhjemme.
Formand Anette Thrane siger: "Unødige hormonbehandling af kvinden og skuffende behandlinger er en stor psykisk belastning for det barnløse par. Testen kan bidrage til at reducere dette, men dækkes desværre endnu ikke i offentligt regi i Danmark".
I Danmark benytter foreløbig tre private fertilitetsklinikker testen fra SPZ Lab. Et stort antal klinikker i Irland, Storbritannien, Tyskland, Finland, Schweiz og Rumænien benytter ligeledes SPZ Lab's test.
Årligt søger cirka 700.000 barnløse par i Europa om hjælp til graviditet, heraf ca. 7.000 par i Danmark.
Fakta om fertilitetsbehandling
Insemination eller IUI (intra uterin insemination)
Sædceller oprenses og placeres ved inseminationen i livmoderen. De fleste par gennemgår denne behandling, inden de tilbydes en mere avanceret (og dyr) behandling som IVF eller ICSI.
Reagensglasbehandling eller IVF (in vitro fertilization)
Sædceller og æg bringes sammen i en petrisskål. Sædcellen undgår den lange vej til ægget, men skal selv gennemføre befrugtningen ved at trænge ind i ægget.
Mikroinsemination eller ICSI (intra cytoplasmatisk sperm injection)
Sædcellen puttes ind i et æg med kanyle. Den skal med andre ord ikke selv finde vej til ægget og befrugte dette.
Statistik for 2012
Der gennemførtes i 2012 i alt 19.601 IUI behandlinger med en gennemsnitlig succes rate på 11,7%.
I 2012 gennemførtes der 14.985 behandlinger med IVF/ICSI, hvor den gennemsnitlige succes rate var 28,4 %.
(Kilde: Dansk Fertilitetsselskab) http://www.fertilitetsselskab.dk/images/2013_dok/aarsmoedefiler2013/dfs2012.pdf)
Fakta om SPZ Lab
Preben Christensen, Ph.d., har siden 1992 arbejdet med forskning inden for sædkvalitet, diagnostik af nedsat fertilitet samt kvalitetskontrol med henblik på udviklingen af nye metoder til påvisning af nedsat befrugtningsevne. Forskningsresultaterne har gjort ham til en internationalt anerkendt forsker inden for dette område.
Preben Christensen er medejer af biotekvirksomheden SPZ Lab, som tilbyder avanceret diagnostik af sædkvalitet - www.spzlab.com
Foto: Preben Christensen, Ph.D. og medejer af SPZ Lab.
Relevant information
http://www.spzlab.com