03/02-11
-
Pressemeddelelse
Få mere ud af naturgassen
Mange danskere kender ikke alle de muligheder, der er for at udnytte gassen bedre i hjemmet. Det rådes der nu bod på.
De fleste forbinder naturgas med gasfyr til opvarmning og komfuret i køkkenet. Men naturgas kan bruges til meget mere, og det får danskerne nu hjælp til.
Der er mange, som gerne vil vide mere om naturgassen, og hvordan den kan bruges i boligen. Interessen for naturgas er stigende ikke mindst på grund af miljø- og klima-debatten, og fordi det er et bedre alternativ end kul og olie.
- Vi får mange henvendelser fra f.eks. villaejere, der gerne vil vide mere om, hvad de ellers kan bruge gassen til; hvilke gasapparater, der findes, og hvor sikkert det er, udtaler projektleder Ianina Mofid, Dansk Gasteknisk Center.
I dag bruger de fleste private mest naturgas til rumvarme og varmt vand. Men naturgassen kan bruges til meget mere end opvarmning og gaskomfur. Allerede i dag kan man bruge naturgas på en række innovative og utraditionelle måder såsom tørretumbler, pejse, grill og terrassevarmere.
Hvis man allerede har gas i huset, er det jo oplagt at forlænge udesæsonen med en terrassevarmer eller et bålsted, ligesom en hyggelig pejs skaber stemning på de kølige aftener.
I fremtiden er det også muligt, at f.eks. gasdrevne varmepumper og mikrokraftvarme enheder kan være gode alternativer til en gaskedel.
For at udbrede kendskabet til naturgassens mange fordele og muligheder har Dansk Gasteknisk Center på gas-selskabernes vegne startet en informationsindsats, der primært består af en hjemmeside, hvor private og installatører kan finde en mængde oplysninger om gas i boligen.
På www.gasidithus.dk har centret samlet alle de informationer, som private har brug for, når de vil bruge naturgas i boligen. Her er alt lige fra det omfattende udstyr, der er på markedet, til gode råd om indretning og sikkerhed.
- Der er en hel del usikkerhed blandt private om, hvor sikker naturgassen er i hjemmet, fortsætter Ianina Mofid, og vi kan berolige dem med, at naturgas er noget af det mest sikre i boligen. Man skal naturligvis benytte autoriserede installatører, følge brugsanvisningen, og som med alt teknisk udstyr holde det i forsvarlig stand. Alt det finder man også information om på Gas i dit hus hjemmesiden.
Gasselskabernes mål er at udbrede kendskabet til naturgassens fordele og muligheder, så boligejere og andre kan få mest mulig glæde af installationen.
Yderligere oplysninger om gasapparater, udstyrsleverandører, installationsanvisninger: www.gasidithus.dk
Relevant information
http://www.gasidithus.dk
Firma
Dansk Gasteknisk Center a/s
2970 Hørsholm
1123 København K,
Danmark
20 16 96 00
20 16 96 00
http://www.gasidithus.dk