18/06-10
-
Pressemeddelelse
Nye data netop publiceret i NEJM viser, at nyt leukæmilægemiddel overhaler hidtidig standardbehandling
Studiet, der er det hidtil største af sin slags, sammenligner behandling af 846 patienter med nydiagnostiseret kronisk myeloid leukæmi behandlet med enten Tasigna® eller Glivec®. Resultatet efter 12 måneders behandling er netop blevet præsenteret i The New England Journal of Medicine (NEJM). Resultaterne viser blandt andet:
- Tasigna viste sig at være Glivec® signifikant overlegen målt på alle vigtige endepunkter.
- Efter 12 måneders behandling med Tasigna® var der signifikant færre patienter, der oplevede, at sygdommen udviklede sig ift. de patienter, der blev behandlet med Glivec® (2 patienter vs. 11 patienter).
- Dobbelt så mange af de patienter, som fik Tasigna®, opnåede såkaldt major molecular response (MMR) efter 12 mdr. (44 pct. vs 22 pct., p< 0,0001). MMR er associeret med en god prognose for den sygdomsfrie overlevelse, og måles med en yderst følsom test, som kan afsløre én syg celle blandt hundrede tusindvis af normale blodceller.
FDA muliggør hurtig godkendelse
Opfølgning efter 18 måneder, som netop er blevet præsenteret på den amerikanske cancerkongres ASCO, bekræfter de 12-måneders resultater, som lå til grund for de amerikanske lægemiddelmyndigheders (FDA) beslutning i marts 2010 om at behandle ansøgningen om godkendelse af Tasigna® som førstevalgs-behandling til patienter med nydiagnostiseret kronisk myeloid leukæmi hurtigt. En tilsvarende ansøgning er indleveret til den europæiske lægemiddelmyndighed EMEA.
Tasigna® er allerede godkendt til patienter, som ikke får effekt af behandling med Glivec®.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Pressekoordination for Novartis, Finn Stahlschmidt: 26 72 80 78
Medical Advisor, Novartis onkologi, Alice Brinch Mørch: tlf. 39 16 84 40, 20 49 87 88
Nordisk informationschef onkologi, Bengtåke Wahlberg: tlf. +46 8-732 33 39, mobil +46 708-89 33 39
FAKTA
Om CML (kronisk myeloid leukæmi)
- Leukæmi er det overordnede begreb for en række kræftsygdomme, som angriber de bloddannende celler i knoglemarven.
- Hvert år rammes omkring 600 personer i Danmark af forskellige typer af leukæmi.
- Sygdommen bliver normalt inddelt i fire kategorier, hvor kronisk myeloid leukæmi er én af kategorierne med omkring 60 nye tilfælde om året.
- Gennemsnitsalderen for patienter, som rammes af CML, er 52 år, og sygdommen er ikke arvelig.
- Flere end 95% af alle CML-patienter har en erhvervet kromosomafvigelse, som kaldes Philadelphiakromosomet. Mutationen sker ved, at kromosomerne 9 og 22 bytter materiale med hinanden. Philadelphiakromosomet danner et enzym - en tyrosinkinase også kendt som bcr-abl - der får kræftcellerne til at vokse og dele sig uhæmmet.
Om Glivec®
Glivec® (imatinib) er en såkaldt tyrosinkinase hæmmer.
Glivec® er foruden nydiagnosticeret Philadelphiakromosom (bcr-abl) positiv (Ph+) kronisk myeloid leukæmi (CML), godkendt til behandling af Ph+ akut lymfatisk leukæmi (ALL) og til Gastrointestinal Stromal Tumor (GIST), en sjælden form for mave-tarm kræft.
Om Tasigna®
Tasigna® (nilotinib) anvendes til behandling af de patienter med Ph+ CML, som ikke tåler, eller er resistente overfor Glivec®. ENESTnd er et af flere studier med Tasigna som første behandling til patienter med nydiagnostiseret Ph+ CML i stedet for Glivec®.
Om Novartis
Novartis ønsker at udvikle løsninger indenfor sundhedsområdet, der opfylder patienternes og samfundets behov. Ved udelukkende at fokusere på sundhedsområdet tilbyder Novartis en bred portefølje, der bedst opfylder disse behov: Innovative lægemidler, omkostningsbesparende generiske lægemidler, forebyggende vacciner, diagnostiske redskaber og håndkøbsmedicin. Novartis er førende på disse områder. I 2009 nåede koncernens samlede aktiviteter et nettosalg på 44,3 milliarder dollar, mens der blev investeret 7,5 milliarder dollar i forskning og udvikling. Med hovedkvarter i Basel, Schweiz, beskæftiger Novartis-koncernen omkring 100.000 medarbejdere i mere end 140 lande.
For mere information: www.novartis.com.
Relevant information
http://www.novartis.dk