Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
26/06-09   -   Pressemeddelelse

Dugfriske miljødata fra hele EU kan give renere badevand og mindre luftforurening

Danske ingeniører skal lægge grunden til et bedre europæisk miljø.

41 strande og tre søer i Danmark er så forurenede, at EU anbefaler, at der nedlægges badeforbud. Og årligt dør 288.000 mennesker i EU for tidligt som følge af partikelforurening i luften. Nu skal en gruppe danske ingeniører sikre hurtigere indsamling af miljødata, så forurening kan mindskes i hele EU.

Det bliver med et solidt dansk fingeraftryk, når EU i løbet af de kommende fire år vil gøre miljødata om eksempelvis luft- og vandkvalitet øjeblikkeligt tilgængelige for såvel myndigheder, miljøeksperter, forskere og borgere.

Det Europæiske Miljøagentur har nemlig valgt den danske afdeling af den rådgivende ingeniørvirksomhed Atkins til at planlægge og udvikle et geografisk informationssystem (GIS), som skal vise dugfriske data for miljøets aktuelle tilstand i alle EU-lande.

Danskerne i Atkins kommer således til at spille en nøglerolle i forhold til at definere de tekniske standarder, som alle EU-lande skal gøre deres miljødata tilgængelige efter, så de fremstår ensartet og kan indsamles automatisk og hurtigt via internettet.

Herefter vil myndighederne og deres eksperter konstant kunne holde sig opdateret over miljøtilstanden i alle EU-lande og kan løbende vurdere og sætte ind med handling, hvis tærskelværdier for natur- og miljøbegivenheder overskrides.

Især Central og Østeuropa døjer med høj luftforurening, hvor middellevealderen er reduceret med op til 36 måneder, mens man i de mindre forurenede områder såsom Danmark forventer en 4-9 måneder lavere middellevealder.

Dagsfriske miljødata

Effektiv indsamling af miljødata er ikke en ukendt for Atkins, der tidligere har udviklet en lignende EU-løsning til overvågning af ozonlaget kaldet ozonweb.

"Oplysningerne bruges til at overvåge miljøtilstanden i Europa. Med friske miljødata i hånden kan EU nemmere påvirke de enkelte lande til at gøre noget ved aktuelle miljøproblemer," siger programchef Chris Steenmans fra Det Europæiske Miljøagentur med hovedsæde i København.

Ifølge direktør Eli Skop fra Atkins Danmark giver friske data om miljøet, der måske kun er en time i stedet for et år gamle, et unikt overblik over miljøets tilstand i alle EU-lande:

"Politikere og myndigheder får mulighed for at reagere hurtigt på eksempelvis truende forureningsudslip. Forskere kan nemmere kortlægge miljøets udvikling, og borgere kan i yderste konsekvens udvælge deres feriemål eller hvor de vil købe hus henne ud fra de aktuelle miljøoplysninger," siger direktør Eli Skop fra Atkins Danmark, som er en ekspertvirksomhed i geografiske informationssystemer og geodata.

Han peger på, at forurening ikke respekterer landegrænser. Således påvirker partikelforurening i især Central- og Østeuropa også luftkvaliteten i Danmark, hvorfor det kræver internationale tiltag, hvis situationen skal forbedres.

Indsamles via webservices

Teknisk set bliver der formentligt tale om at anvende webservices, så hvert land selv løbende gør deres miljødata tilgængelige via internettet. Det Europæiske Miljøagentur kan dermed høste miljødata fra alle EU-lande og stille de samlede informationer til rådighed fra centralt hold.

I dag bliver miljødata fra EU-landene indsamlet manuelt af Det Europæiske Miljøagentur. Men den nuværende indsamlingsmetode er tids- og ressourcekrævende og giver bortset fra ozondata ikke mulighed for dagsaktuelle miljødata.

Fakta om Det Europæiske Miljøagentur:

Det Europæiske Miljøagentur (EEA) er et agentur under Den Europæiske Union. Vores opgave er at formidle pålidelige og uafhængige oplysninger om miljøet. Vi er en vigtig informationskilde for dem, der er inddraget i udformning, vedtagelse, gennemførelse og evaluering af miljøpolitikker, og også for offentligheden. På nuværende tidspunkt har EEA 32 medlemslande og har mandat til at: bistå Fællesskabet og medlemslandene med at træffe kvalificerede beslutninger om miljøforbedringer, integrering af miljøhensyn i den økonomiske politik og opfyldelsen af målet om bæredygtighed, samt at koordinere Det Europæiske Miljøoplysnings- og Miljøovervågningsnet. Læs mere på http://www.eea.europa.eu/da

Fakta om Atkins:

Atkins er verdens femtestørste rådgivende ingeniør- og designfirma med over 17.000 ansatte. Med base i Europa opererer Atkins i hele verden - fra USA i vest, Kina i øst, Canada i nord til Australien i syd. Atkins hovedområder er infrastruktur og transport, byggeri, industri, energi og forsyning, miljø, management og IT. I Danmark er Atkins ca. 375 ingeniører og specialister og arbejder inden for transport, industri, energi, management, miljø, IT og GIS samt projekt- og byggeledelse, arkitektur og design. Læs mere på www.atkins.dk

Relevant information

http://www.atkins.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Atkins Danmark
Arne Jacobsens Allé 17
2300 København S, Danmark

  20213903
  20213903

http://www.atkins.dk

Modtag nyheder fra Atkins Danmark på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater