01/04-11
-
Pressemeddelelse
Atkins vinder sin hidtil største broopgave øst for Storebælt
Atkins har efter en udbudsrunde vundet opgaven med forundersøgelse og projektering af syv nye broer, udvidelse af ni eksisterende broer samt omisolering af tre broer i forbindelse med udvidelse af Køge Bugt motorvejen mellem Greve Syd og Solrød Syd fra seks til otte spor.
Stor koordineringsopgave venter, idet der skal køre trafik samtidig med udbygningen af den otte kilometer lange motorvejsstrækning.
På hverdage passerer mere end 100.000 køretøjer i døgnet på strækningen. Den omfattende trafik skal fortsætte sideløbende med udvidelsen. Det betyder, at Atkins skal arbejde tæt sammen med Vejdirektoratet, der er bygherre, og de øvrige tilknyttede rådgivere, der blandt andet projekterer selve motorvejens udvidelse, så arbejdet kan foregå med færrest mulige gener for trafikken.
Projekteringen af motorvejsbroerne går i gang nu.
Det første broarbejde, som skal gennemføres, bliver to broer over Karlstrup mose, som ligger ved siden af den nuværende motorvej. Broerne skal funderes på pæle af hensyn til naturbeskyttelse og mosens bløde undergrund. Broerne kan etableres uden gener for den nuværende motorvejstrafik og skal fungere som afkørselsramper og under anlægsarbejdet tillige som midlertidig vej.
For at gøre plads til en ekstra vejbane i hver retning skal 9 eksisterende broer udvides, ligesom der skal opføres 7 nye broer. Flere af de nye broer erstatter eksisterende broer på strækningen, der ikke er tilstrækkeligt lange for den fremtidige udvidelse.
Det er første gang, at Atkins Danmark vinder så stort et udbud øst for Storebælt.
"Det er en stor opgave, fordi der er mange broer, og fordi det kræver rigtigt meget koordinering og logistikoptimering af hensyn til trafikafviklingen. Men byggeteknisk set er opgaven ikke specielt kompliceret," forklarer markedsdirektør Martin Svenning Nielsen fra Atkins.
Martin Svenning Nielsen og hans afdeling, som består af brospecialister fra det tidligere Gimsing & Madsen, der sidste år blev købt af Atkins og fortsat har kontor i Horsens, har blandt andet rådgivet ved en række motorvejsbyggerier i Jylland og var bygherrerådgiver i forbindelse med opførelsen af Danmarks længste og højeste dalbro over Funder Ådal ved Silkeborg.
Atkins nye afdeling i Horsens gennemfører projektet i samarbejde med medarbejdere på Atkins Danmarks hovedkontor i Ørestaden samt specialister fra udenlandske Atkins kontorer.
Atkins er en af verdens største multidisciplinære rådgivningsvirksomheder. I Atkins Danmark ligger hovedkompetencerne inden for områderne jernbaner, projekt- og byggeledelse, broer & konstruktioner, olie & gas, miljø, klima, GIS og arkitektur.
Relevant information
http://www.atkins.dk/
Firma
Atkins Danmark
Arne Jacobsens Allé 17
2300 København S,
Danmark
20213903
20213903
http://www.atkins.dk