18/06-10
-
Pressemeddelelse
Fælles CAD-manual for anlægsarbejde tæt på at blive en realitet
Rådgivende ingeniører, Vejdirektoratet og Københavns Lufthavne vil indføre fælles CAD-manual for anlægsarbejde. Manual er nu sendt til høring og skal udgives til efteråret.
I modsætning til byggeriet eksisterer der ikke en fælles CAD-manual for anlægsarbejder. Det har en frivillig arbejdsgruppe med deltagere fra en række større rådgivende ingeniørvirksomheder bestående af ALECTIA, ATKINS, COWI, Grontmij | Carl Bro, NIRAS, Rambøll, samt Københavns lufthavne og Vejdirektoratet nu rådet bod på. De kommende års planlagte store anlægsarbejder vil involvere mange parter og flere byggefaser end tidligere, hvorfor det giver god mening at udarbejde fælles CAD-standarder, der gælder hele branchen.
Arbejdsgruppen bag initiativet har været i gang i et år. 1. juni i år er gruppens forslag sendt til høring. Gruppen forventer at indarbejde høringsresultater og udgive CAD-manualen i starten af efteråret i år. Manualen er et tillæg til den eksisterende CAD-manual 2008 fra bips (Byggeri Informationsteknologi Produktivitet Samarbejde) og indeholder de tilføjelser, som skaber et fælles grundlag for projektering af bygge- og anlægsopgaver.
"Inden for anlægsbranchen er der tradition for at definere en CAD-manual for hver større anlægsopgave, som kun gælder for lige det projekt. En fælles generel CAD-manual, der dækker både bygge- og anlægsopgaver, giver mulighed for harmonisering af arbejdsmetoder og discipliner i anlægsbranchen i forbindelse med CAD-arbejdet og informationsudveksling," forklarer Gita Monshizadeh fra Grontmij Carl Bro, som er en af de bærende kræfter i gruppen.
Ideen er at skabe bedre samarbejdsmuligheder på tværs af firmaer, der deltager i projektering af bygge- og anlægsopgaver. Det omfatter såvel rådgivere, som samarbejder med forskellige discipliner inden for det samme projekt, ved dataudveksling med entreprenøren, samt ved aflevering til bygherren.
CAD-administrator Mikkel Bennedbæk fra Atkins Danmark vurderer, at også de mange store anlægsopgaver, som skal løses i joint ventures, vil blive gennemført hurtigere og billigere:
"En fælles standard er til fordel for alle, så man ikke skal bruge tid og kræfter på at udarbejde en manual forud for hvert anlægsprojekt, og samtidigt opstår der færre fejl," siger Mikkel Bennedbæk.
Han peger på, at en manual også skaber bedre forståelse mellem parterne og sparer masser af resursespild forårsaget af misforståelser og manglende fælles retningsliner.
Bygger videre på bips-manual
Da anlægsprojekter sjældent kunindeholder anlægselementer med også byggeri, samt for at skabe muligheden for at dække tværfaglige projekter, har gruppen taget udgangspunkt i bips CAD-manual 2008 og bygget videre på den, både hvad gælder form og indhold. Dermed kan der skabes fælles forståelse på tværs af fag og brancher i bygge- og anlægsprojekter til glæde for både de projekterende og bygherrer. Målet er at sammenlægge de to publikationer, så man på sigt kun opererer med én CAD-manual, der dækker branchens behov.
Anlægstillægget er uafhængigt af anvendt CAD-system og fremmer en struktureret og rationel 2D/3D CAD-produktion og CAD-samarbejde.
Anlægstillægget indeholder forskrifter for CAD-produktion på forskellige typer anlægsprojekter og udgives kun i elektronisk udgave. Høringsudgaven kan uden vederlag downloades på www.bentleyuser.dk frem til 30. juni 2010.
Yderligere oplysninger:
Gita Monshizadeh
CAD-koordinator, Anlægsdivision, Grontmij | Carl Bro
Telefon: 4348 6778 eller 2723 6778
Mail: gita.monshizadeh@grontmij-carlbro.dk
Mikkel Bennedbæk
CAD-administrator, Atkins Danmark
Telefon: 8233 9487 eller 2780 3370
Mail: Mikkel.Bennedbaek@atkinsglobal.com
Michael Friis Ørsted
Afdelingsleder, Teknisk Videncenter (ETV), Københavns lufthavne
Telefon: 3231 2635 eller 2916 0241
Mail: michael.oersted@cph.dk
Thomas Lundsgaard
Rambøll
Telefon: 4598 6732 eller 2427 3087
Mail: thl@ramboll.dk
http://bentleyuser.dk/standarder_udvalg.asp?menuItemID=85&selectedNodeId=sub85
Relevant information
http://www.bentleyuser.dk