25/06-03
-
Pressemeddelelse
Magirus øger satsningen på softwaremarkedet med stor IBM-aftale
Distributøren Magirus øger i kraft af en ny distributionsaftale med IBM sin satsning på software. IBM gør Magirus til autoriseret "Value Added Distributor," og selskabet skal distribuere samtlige af IBM's softwarebrands - et marked som Magirus' tyske moderselskab sidder på halvdelen af i Tyskland. Magirus' direktør Ole Eklund forventer, at indtoget på softwaremarkedet vil øge selskabets omsætning betragteligt, samt medvirke til øget salg i Magirus' hardwaredel.
Distributøren Magirus er udnævnt til "Value Added Distributor" og påbegynder nu distribution i Danmark af samtlige af IBM's softwarebrands i Danmark. Helt konkret drejer det sig om DB2, Tivoli, Lotus og WebSphere. Senere på året tilføjes IBM's Rational-software også i produktporteføljen, så udvalget er komplet.
Magirus er blot den tredje distributør på det danske marked, der bliver distributør af IBM-softwaren.
"Som led i IBM's fortsatte fokus på SMB-markedet var det et naturligt valg at tage Magirus op som ny Value Added Distributor i Danmark. Årsagen til dette er blandt andet, at Magirus' har demonstreret evnen til såvel at opbygge og vedligeholde SMB-markedet på de europæiske markeder, hvor Magirus distribuerer IBM software. Det er i øvrigt heller ikke helt uvæsentligt, at Magirus' næste markedsudvidelse går mod det nordiske marked. Derved får IBM endnu en nordisk etableret Value Added Distributor," siger Henrik Mørck, IBM Nordic, der er salgsdirektør for SMB og Channels Software Group.
Magirus forventer øget salg
Magirus' administrerende direktør i Danmark, Ole Eklund, forklarer, at indtoget på softwaremarkedet er en naturlig udvidelse af Magirus' forretning på server/storage-markedet. Samtidig er det et nødvendigt træk for distributøren, fordi kunderne i højere grad end tidligere kræver løsninger, hvor software og hardware er integreret.
"For Value Added Distributører som os selv er det af afgørende betydning at være på softwaremarkedet, fordi kunderne kræver integrerede løsninger. Vi er nået til et punkt, hvor virksomhederne ikke længere bare udskifter hardwaren - med mindre der er et bydende behov for det. Ny software stiller større krav til hardwaren og kan virke som katalysator for virksomhedernes indkøb af hardware. På den måde forventer vi, at softwareløsninger kan være driver for vores hardwaresalg," siger Ole Eklund.
Ole Eklund forventer, at markedet herhjemme for IBM-software har et omsætningspotentiale gennem IT-kanalen i nærheden af 200 millioner kroner.
Trækker på international succes og erfaring
I arbejdet med at vinde frem på softwaremarkedet vil Magirus i høj grad trække på de erfaringer, som selskabet har fra udlandet, hvor det i en del år har haft succes med salg af software.
"Blåstemplingen fra IBM er et godt rygstød ind på markedet i Danmark. Det er ikke hvem som helst, som får dette prædikat. Produkterne kræver høj kompetence og højt serviceniveau - og det har vi bevist, at vi kan levere i kraft af Magirus' samarbejde med IBM i vores hardwareafdeling, samt den succes vi har haft internationalt i Magirus-regi. I Tyskland har Magirus en markedsandel på tæt ved 50 procent på de tilsvarende IBM-softwareprodukter og har i en årrække bevist sit værd på dette felt," siger Bent Aalling, der er ansat i Magirus som Software Business Unit Manager og står i spidsen for selskabets satsning. Han kommer fra en tilsvarende stilling hos Scribona Distribution, hvor han gennem 10 år har haft ansvaret for softwaredistributionen, herunder IBM software.
Relevant information
http://www.magirus.com
Firma
Magirus Nordic A/S
Anemonevej 4
2970 Hørsholm,
Danmark
44 37 84 15
44 37 84 15
http://www.magirus.dk