22/10-13
-
Pressemeddelelse
Låseproducent kompenserer for cykeltyveri
ABUS, der er kendt for højkvalitets cykeludstyr, tror så meget på sine forsikringsgodkendte låse, at virksomheden nu udbetaler kompensation, hvis en cykel med en ABUS-lås bliver stjålet.
Mere end hver anden dansker over 18 år har prøvet at få sin cykel stjålet, og otte procent af danskerne har på et tidspunkt i deres liv snuppet en andens cykel. Det viser en undersøgelse, som ABUS har gennemført i samarbejde med Analyse Danmark. Uskikken med at stjæle andres tohjulede er mest udtalt blandt de 18-29 årige.
Ifølge politiet er en af de bedste måder at forhindre cykeltyverier, at man sikrer sin cykel med en ekstra lås. Det råd har danskerne tilsyneladende taget til sig, for ABUS oplever i stigende grad, at cyklisterne køber bedre og mere fleksible cykellåse for at låse cyklen fast til træer, lygtepæle og lignende. Skulle det mod forventning ikke holde tyven på afstand, tilbyder ABUS nu et plaster på såret.
LØBER RISIKOEN FOR KUNDERNE
Låseproducenten tror nemlig så meget på sine forsikringsgodkendte produkter, at virksomheden udbetaler op til 1.500 kr. i kompensation. Det sker, hvis en højst to år gammel cykel med en forsikringsgodkendt ABUS-lås bliver stjålet, når cyklen er låst fast til et solidt stationært objekt.
- Uanset hvor kraftige låse vi laver, kan vi ikke helgardere os mod, at en cykeltyv medbringer værktøj, der er voldsomt nok til at klippe dem over. Låsene skal jo være mulige for vores kunder at håndtere. Vi er dog klar til at løbe risikoen på kundernes vegne, når de sikrer sig med en forsikringsgodkendt kvalitetslås, for den ekstra lås mindsker risikoen for cykeltyveri, forklarer Kim Møller-Nielsen, adm. direktør i ABUS-Gruppen Danmark.
Ulempe-kompensationen udbetales som et beløb, der kan bruges hos den forhandler, hvor lås og cykel blev købt. Det er op til den enkelte kunde at afgøre, om pengene skal bruges på en ny ABUS-lås eller en helt anden vare i butikken.
CAMILLA FIK 1.200 KR. RETUR
36-årige Camilla Geinæs, der bor på Østerbro i København med sin mand og to børn, er blandt de uheldige, som har fået cyklen stjålet. Faktisk er det sket hele fire gange på fire år. Senest fik hun dog kompensation fra ABUS, da en tyv stak af med familiens Christianiacykel i nattens mørke.
- Det var så irriterende, men man kan jo ikke umuliggøre tyveri, når cyklen holder på gaden. Jeg kan kun forsøge at besværliggøre det med en ekstra lås, så jeg havde valgt en af markedets bedste og parkeret cyklen under en lygtepæl, så ingen kunne snuppe den diskret og uforstyrret, forklarer Camilla Geinæs.
Desværre skræmte det ikke tyven væk. Men fordi cykel og lås var omfattet af ABUS' kompensationskampagne, har familien fået 1.200 kr. til et nyindkøb hos sin cykelhandler.
Læs mere om kompensationskampagnen på www.abus.dk/kompensation
Pressekontakt
Kim Møller-Nielsen
Adm. direktør
+45 41139114
Firma
ABUS-gruppen DK A/S
Egeskovvej 2A
8700 Horsens,
Danmark
4113 9114
4113 9114
http://www.abus.dk/