01/03-12
-
Pressemeddelelse
Bruuns Galleri tæt på fordobling af besøgstal
Over 11 millioner gæster lagde i 2011 vejen forbi Bruuns Galleri i Aarhus. Dermed nærmer Danmarks mest besøgte shoppingcenter sig en fordobling siden 2004. Ifølge ekspert i forbrugeradfærd er centrets popularitet udtryk for en trend, hvor forbrugerne kombinerer indkøb i bekvemme omgivelser med oplevelse.
Når det er tid til at forny garderoben, skifte telefonen eller se premierefilm, er Bruuns Galleri i Aarhus en populær destination. I 2011 rundede shoppingcentret 11 millioner gæster og er tæt på en fordobling af de 5,8 millioner besøg i 2004, som var Bruuns Galleris første hele leveår. Centret er det mest besøgte i Danmark.
- Vi er naturligvis glade for udviklingen og stolte af, at så mange mennesker finder det attraktivt at besøge os. Vores kunder kommer ikke bare hertil fra Aarhus og omegn, men fra store dele af Jylland, siger Claus Brændgaard, center manager i Bruuns Galleri.
Også blandt de forretningsdrivende er Bruuns Galleri populært. 99,5 procent af butikskvadratmeterne er pt. lejet ud, oplyser Claus Brændgaard.
SHOPPINGCENTRENE STÅR STÆRKT
Fremgangen i besøgstal skyldes både markedsføring og forbrugernes ønske om samlede indkøbsoplevelser. Det mener ekspert i forbrugeradfærd Maria Dahl Jørgensen fra videnshuset Retail Institute Scandinavia.
- Via en klar identitet i markedsføringen har Bruuns Galleri godt fat i den unge målgruppe - herunder også børnefamilierne. Og generelt står shoppingcentre stærkt i detailmarkedet, fordi de har samlet alt på ét sted, hvor det er behageligt, tørt og rart for kunderne at færdes. Centrene byder også på oplevelser i rummet mellem butikkerne og har mulighed for at samle specialforretninger tæt ved hinanden. Det gør dem til destinationer mere end enkelte butikker, siger hun.
OMSÆTNING VOKSET MED 66 PROCENT
Også omsætningen er steget støt i Bruuns Galleri - i alt 66 procent siden 2004. Når det gælder besøgstal i 2011, holdt Bruuns Galleri kadencen fra rekordåret 2010, og hver kunde købte i gennemsnit for et større beløb end året før.
FAKTA OM BRUUNS GALLERI
- Bruuns Galleri er ejet af Steen & Strøm, som driver 54 shoppingcentre i Danmark, Norge og Sverige
- Centret åbnede i oktober 2003 og tæller 100 butikker samt restauranter, caféer, biograf og minigolf
Relevant information
http://www.bruunsgalleri.dk/