02/06-15
-
Pressemeddelelse
Park- og naturformand hilser tysk dåsepant velkommen
Tyske dåser fra grænsehandlen ender i parker og natur og koster ekstra ressourcer til oprydning og bortskaffelse. Formanden for Park- og naturforvalterne, stadsgartner Kirsten Lund Andersen, Aalborg, hilser den nye aftale om pant på tyske dåser velkommen.
Parkforvalterne i Danmark mærker, at danskerne er tilbøjelige til at smide pantfrie øl- og sodavandsdåser i parker og natur. Hvert år importeres over 600 mio. dåser og et ukendt millionantal efterlades, hvor de er tømt.
- Vi kan tydeligt se, at de pantfrie dåser fylder i affaldsposerne, når vores mandskab rydder op i parker og på strande. Inden de bliver samlet op, så bidrager de sammen med engangsgrills, pizzabakker og lignende til at gøre de rekreative områder mindre indbydende for andre. Når vi nu går sommeren i møde, så stiger problemet og derfor er aftalen om tysk dåse-pant en god anledning til at sætte fokus på affaldsproblemerne i vores grønne områder, siger formand for Park- og Naturforvalterne, stadsgartner Kirsten Lund Andersen, Aalborg.
- Vi gør selvfølgelig, hvad vi kan for at gøre det nemt for folk at komme af med deres affald, men alligevel må vi konstatere, at vi rundt omkring i parkforvaltningerne bruger mange ressourcer på at rydde op og bortskaffe affald fra glemsomme gæster, siger Kirsten Lund Andersen. - Når danskerne kan have bøvlet med at hente dåser i Tyskland og i øvrigt slæber engangsgrills og andet ud i parker og natur, så kan de nok også overkomme at tage affaldet med retur. Det handler om en mentalitetsændring, men en adfærdsregulerende pant kan forhåbentligt også trække i den rigtige retning, lyder budskabet fra Kirsten Lund Andersen.
Aftalen om dåsepant er indgået med Tyskland og delstaten Schleswig-Holsten og er begrænset til dåser købt i delstaten Schleswig-Holsten. Aftalen skal indfases frem mod 2018, hvor man forventer, at det danske pantsystem er klar til at modtage de tyske dåser. Aftalen er jo iøvrigt landet i en dansk valgkamp, med de usikkerheder som det giver i forhold til endelig dansk vedtagelse.
Pressekontakt
Kirsten Lund Andersen
Stadsgartner, formand
+45 25 20 22 50
Michael Nørgaard
+45 40 97 44 44
Firma
Park- og Naturforvalterne
Karen Olsdatters Stræde 6
4000 Roskilde,
Danmark
+4540974444
+4540974444
http://www.parkognatur.dk