21/10-11
-
Pressemeddelelse
Fødevareminister til klimamøde på Lindebjergskolen i Roskilde Kommune
Fødevareminister Mette Gjerskov besøger Lindebjergskolens klimamøde d. 25. oktober og fortæller om regeringens visioner for arbejdet med klima og fødevarer. På mødet er der inspiration til klimaindsatsen derhjemme og smagsprøver på bæredygtig mad.
Fødevareminister Mette Gjerskov er på hjemmebane, når hun d. 25. oktober besøger Lindebjergskolens stormøde om klima. Dels kender ministeren miljø- og klimaområdet særdeles godt igennem arbejdet som klima- og miljøordfører for socialdemokraterne siden 2009. Dels bor Mette Gjerskov, der har siddet i folketinget siden 2005, i Gundsømagle tæt på Lindebjergskolen. Og så har Mette Gjerskov været en meget aktiv debattør inden for emnerne miljø, landbrug og fødevarer. Ministeren kvitterer med sin deltagelse i klimamødet for skolens initiativ.
"Jeg synes det er et flot initiativ som Lindebjergskolen har taget. Det er utroligt vigtigt, at de grønne målsætninger bliver konkrete og omsat til handling. Det er også rigtig godt at børn og unge bliver engageret. De er fremtidens forbrugere og er selvfølgelig afgørende for de resultater vi kan nå," siger Mette Gjerskov, hvis fulde titel er Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Ligeledes deltager Roskildes borgmester Joy Mogensen og dermed må der siges at være maksimal politisk bevågenhed omkring Lindebjergskolens klimainitiativ.
Klimavisionen
Baggrunden for mødet er, at Lindebjergskolen har en vision om at blive klimaskole og målet er at reducere skolens klimabelastning, både når det handler om energiforbrug, regnvand og transport. Skolen skal energirenoveres og naturgas skal erstattes med vedvarende energi.
Og så er det pædagogiske sigte vigtigt. Derfor er klimaet også på skoleskemaet, og det er centralt, at eleverne kan se klimaindsatsen og med deres adfærd selv gøre en forskel. Den forestående udbygning af Gundsølillehallen, som er nabo til skolen, er også en del af klimaambitionerne i Gundsølille, og klimahensyn bliver centrale i udbygningen af hallen.
Smagsprøver på bæredygtig mad
Mødes holdes i Gundsølillehallen, hvor der bl.a. vil være smagsprøver på bærerdygtig mad og en stor markedsplads med 10 stande, hvor man kan høre mere om klimaskoleprojektet. Der er også information om, hvordan man kan mindske sit energiforbrug og håndtere regnvand med grønne løsninger i haven. Der er således også masser af inspiration til klimaindsatsen derhjemme.
Yderligere oplysninger:
Medlem af Lindebjergskolens bestyrelse, Hanne Kjær Jørgensen - Tlf.: +45 72 20 22 87
Relevant information
http://www.lindebjerg-skolen.dk/