16/04-14
-
Pressemeddelelse
Vind et gratis energitjek til dit hus eller kom og smelt en pol!
Roskilde: Lindebjergskolen i Roskilde inviterer til stormøde d. 29. april, hvor man bl.a. kan få gode råd om energirenovering af sit hus og se de spændende klimatiltag, der er udført på skolen.
Kan besparelser på varme og elregningen betale for renoveringen af mit hus? Hvor skal jeg starte, for at jeg får mest for pengene? Hvis du overvejer at energirenovere din bolig, kan det være en god idé at rådføre dig med en energivejleder, når Klimaskolen afholder arrangementet "Klima og familie-pizza" den 29. april kl. 16.30. Her vil der være mulighed for at snakke med en energivejleder - eller en Bedre Bolig rådgiver.På "klima og pizza" arrangementet, vil der være en kæmpe klima-bazar med en lang række aktiviteter og stande. Roskilde kommune udlover desuden 10 gratis energitjek.
Jonas Paludan formand for Roskilde Kommunes Klimaråd vil byde velkommen. "Med klimaskole-initiativet har vi et velfungerende udgangspunkt for en masse klima-aktiviteter, som vil være spændende både for skoleelever, forældre, bedsteforældre, haveejere - ja alle borgere i Roskilde Kommune. Det samlingspunkt ønsker vi at benytte, når vi gerne vil ud med andre initiativer i kommunen - som fx Grøn puls og Bedre Bolig. At der så også bliver serveret famile-pizza - og at børnene kan deltage i klimalege og konkurrencer som fx Smelt en pol - det gør det jo bare endnu sjovere at deltage!".
Eleverne på klimaskolen arbejder på forskellig vis med klima - og fx vil 6-klasserne synge deres klimaskole-rap og vise deres musikvideo, som pedellen på skolen har optaget.
Rent fysisk har man også mulighed for at komme ud og se det færdige anlæg til håndtering af regnvand fra 1100 m2 tag på skolen. Man kan fx se det nye soppebassin på skolen, der forestiller Roskilde Fjord, og hvor det er muligt at stå på "Orø". Eller man kan se både vandrender, vandpumper, permeable belægninger eller regnbedet, som eleverne selv har beplantet.
Hvad har flødeboller og cykler med klimaskole-initiativet at gøre? Og tør du "Smelte en pol"?!
Mød op og deltag i aktiviteterne på klimaskolen den 29. april kl. 16.30-18.30.
Arrangementet "Klima og Familie-pizza" foregår i Gundsølillehallen, Store Valbyvej 248A, Gundsølille, 4000 Roskilde.
Af hensyn til pizza-bagning er tilmelding til alicet@roskilde.dk nødvendig. Pizza koster 20 kr. pr . person - dog max 100 kr. pr. familie - som betales ved indgangen.
Pressekontakt
Hanne Kjær Jørgensen
45 72 20 22 87