17/09-13
-
Pressemeddelelse
Nordic Green Space Awards til Odense
I dag, Tirsdag d. 17. September modtager Odense Kommune den nordiske udmærkelse Nordic Green Space Award for henholdsvis Stige Ø og H. C. Andersen Haven.
De to anlæg Stige Ø og H. C. Andersen Haven modtager d. 17. September park- og naturområdets svar på Michelin-stjernerne; det nordiske kvalitetsstempel Nordic Green Space Award. De to områder er blev bedømt af uafhængige dommerkomiteer med fagfolk, eksperter og lægfolk som har gennemgået en særlig uddannelse i at vurdere og bedømme kvaliteten af parker og grønne områder. Ved bedømmelsen lægges vægt på en lang række kriterier som bl.a. omhandler områdets struktur, funktionalitet og forvaltningen af området. Udmærkelsen er derfor i høj grad også en anerkendelse af den drift og pleje som Odense Kommune varetager af områderne.
Overrækkelsen af de to Nordic Green Space Awards markeres ved et arrangement tirsdag d. 17.9 kl. 13:00 i H. C. Andersen Haven, hvor rådmand for By og Kultur, Steen Møller, modtager udmærkelsen på vegne af Odense kommune.
Flotte bedømmelser
Og det er flotte bedømmelser som Stige Ø og H.C. Andersen Haven har modtaget.
"Stige Ø er en gave til Odenseanerne, og Odense Kommunes forvaltning og dokumentation for udvikling af Stige Ø er eksemplarisk. Der er tænkt over, hvad man gør, og hvorfor man gør det. Der er en stram dispositionsplan for øen, dens drift og udvikling - men ikke mere stram end, at der er plads til nye idéer og ændringer. Og at disse sker i dialog med både entreprenøren, der plejer området og brugerne på stedet." Sådan lyder en del af dommerkomiteens bedømmelse af Stige Ø, hvor dommerformanden har været landskabsarkitekt og formand for Danske Landskabsarkitekter, Karen Sejr.
Også til H.C. Andersen Haven er der rosende ord:
-"H.C. Andersen Haven er en grøn oase midt i byen med mange kvaliteter, og den danner en smuk ramme om byens liv. På trods af intensivt brug, emmer haven af intimitet og høj faglig stolthed. Det er tydeligt, at det er et yndet sted, hvor byens borgere og turister i alle aldre samles til events og oplevelser hen over året," lyder et uddrag af dommernes bedømmelse. Dommerkomiteen har været ledet af landskabsarkitekt, afdelingsleder Marianne Jensen, Aalborg Kommune.
Tidligere har fem områder i Skandinavien modtaget en Nordic Green Space Award, nemlig Hagaparken i Stockholm, Frognerparken i Oslo, Den grønne Akse i Bergen og Strandpromenaden i Kristiansand samt Østre Anlæg i Aalborg, så det er et fint og kvalitetsbevidst selskab som Stige Ø og H.C Andersen Haven slutter sig til.
Stolt rådmand
I Odense er man glade for den anerkendelse som følger med Nordic Green Space Award.
" I Odense er vi meget stolte af at modtage hele to priser fra Nordic Green Space Award. At man udefra kan se potentialet i to så vidt forskellige områder som H.C. Andersen Haven og Stige Ø er en fantastisk påskønnelse af vores arbejde for at skabe en by, hvor livskvalitet og bæredygtighed er af afgørende betydning," siger rådmand for By og Kultur Steen Møller, Odense Kommune
Yderligere oplysninger:
Formand for dommerkomiteen for Stige Ø
Landskabsarkitekt og formand for Danske Landskabsarkitekter Karen Sejr
Mobil: 30 34 82 85
Formand for dommerkomiteen for H. C,. Andersen Haven
Landskabsarkitekt og afdelingsleder, Marianne Jensen, Aalborg Kommune
Mobil: 25202260
Rådmand for By og Kultur Steen Møller, tlf.: 51 48 19 20
Læs mere om Nordic Green Space Award på www.nordicgreenspaceaward.com
Bedømmelser af Stige Ø og H.C. Andersen Haven er tilgængelige fra 17.9
Relevant information
http://www.nordicgreenspaceaward.com