02/12-15
-
Pressemeddelelse
Vejforum: Topmøde om veje og trafik
Vejvedligeholdelse, klimatilpasning og ny teknologi er blot nogle af emnerne på dagsordnen, når 1200 vej-specialister fra ind- og udland mødes til Vejforum i Nyborg i dagene 2. og 3. december.
Kommunerne er udfordret af stigende udgifter til veje og anden infrastruktur og det betyder, at vedligeholdelsen mange steder halter bagefter. Én af konsekvenserne kan være huller i vejene og det kan forringe trafiksikkerheden og betyde skader og større slid på biler og cykler.
Forsømmes vejvedligeholdelsen på den korte bane, så betyder det også, at udgifterne på længere sigt bliver væsentligt større på sigt. Systematisk vedligeholdelse - også benævnt infrastructure asset management - er med det afsæt et af de emner, der er på programmet på Vejforum 2015.
- Vi skal som sektor sikre, at samfundet får mest muligt ud af de midler, der investeres i vej- og trafiksektoren og det betyder selvfølgelig også, at vi skal undgå det forfald som kan følge af efterslæb på vedligeholdelsen. Asset management er anvendt med stor succes i Australien og derfor er vi meget tilfredse med, at vi kan præsentere en række spændende australske oplægsholdere, der kan bringe deres viden og erfaringer ind i den danske sektor, fortæller formand for Vejforum, divisionschef i MOE A/S, Kim Schwartzlose,. Målet er bl.a. at flytte fokus fra den årlige budget-dialog om asfalt til et langsigtet perspektiv, hvor der kan optimeres og tænkes i innovative løsninger.
- Når vi kaster blikket på Australien og asset management, så er det også et eksempel på, at vi som sektor er nødt til at hente inspiration, viden og erfaringer i udlandet. Det understreges af klimaudfordringen og en rivende udvikling med digitalisering og ny teknologi som drives frem globalt. Selvkørende biler er et billede på fremtiden som rigtigt godt belyser den udfordring som vi står med, siger Kim Schwartzlose.
Vejforum får i øvrigt besøg af en større international delegation fra IFME, International Federation of Municipal Engineering, ligesom transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) besøger Vejforum, hvor han bl.a. vil se virksomhedsudstillingen.
Vejforum er med mere end 1200 deltagere den suverænt største branchebegivenhed på vej- og trafikområdet. Konferencedeltagerne kan vælge at deltage i mere end 50 faglige sessioner og workshops og besøge nogle af de 60 virksomhedsudstillere.