12/08-09
-
Pressemeddelelse
Ny boligside: Sådan kan danskerne gøre huset mere klimavenligt og spare penge
Tusindvis af kroner hvert år. Det er den gevinst, som en stor del af de danske husejere kan opnå ved at efterisolere, forbedre vinduer eller gå over til vedvarende energi som f.eks. jordvarme eller solvarme. I dag går klima- og energiministeriets nye boligportal Energisparebolig.dk i luften. Her får de danske husejere den hidtil mest omfattende hjælp på nettet til disse energibesparende forbedringer, som foruden den økonomiske gevinst reducerer CO2-udslippet og gavner klimaet.
Energisparebolig.dk er et praktisk værktøj for de danske husejere, der vil reducere de løbende udgifter på deres bolig. Og for klima- og energiminister Connie Hedegaard er Energisparebolig.dk endnu et vigtigt redskab til at få danskerne til at tage personligt ansvar for klimaudfordringen.
"Vi skal hver især medvirke til at nedbringe Danmarks alt for høje udledning af CO2. Vi kan gøre en særlig effektiv indsats i vores boliger ved at forbedre isolering og vinduer og ved at vælge klimavenlige opvarmningsformer som varmepumper og solvarme. Energisparebolig.dk giver de danske husejere et rigtig godt værktøj til at komme i gang nu," siger Connie Hedegaard.
De fleste vil endda opleve, at de energibesparende forbedringer giver positive sidegevinster i form af et behageligere indeklima i det daglige, og normalt er økonomien i forbedringerne så god, at investeringen er betalt hjem på få år. Problemet er, at mange husejere ikke kender mulighederne eller er usikre på, præcis hvordan det virker og om det passer til netop deres hus og situation.
Energisparebolig.dk giver det hidtil mest omfattende overblik over de mest gennemprøvede muligheder for at opnå store energibesparelser i huset. Det nye site, der er en del af klimakampagnen "1 ton mindre", rummer to værktøjer:
· Det første værktøj er en interaktiv guide, hvor husejerne kan teste deres eget hus ved at svare på nogle få, ukomplicerede spørgsmål om boligen. Resultatet er en stribe kontante forslag til energiforbedringer og vedvarende energi, som passer på netop deres egen boligtype. Plus eksempler på, hvor mange penge, og hvor meget CO2 de kan spare.
· Det andet værktøj er en grundig indføring i alle de vigtigste praktiske og økonomiske spørgsmål om de otte løsninger, som kan give besparelser og CO2-reduktioner: Efterisolering, vinduer, jordvarme, luft til vand-varmepumpe, luft til luft-varmepumpe, solvarme, biobrændsel og solceller.
Faktaboks 1: Udgangspunkt i husejernes behov
Energisparebolig.dk's særlige idé er at tage udgangspunkt i husejernes behov, og boligportalen handler derfor ikke kun om teknik, men også om alle de spørgsmål, som naturligt rejser sig, når man vil forbedre sit hus og spare penge:
Hvilken forbedring skal jeg vælge først i mit hus? Hvad koster det? Hvordan kommer jeg i gang? Hvad sker der undervejs? Hvordan fungerer det i dagligdagen? Hvilke fordele og ulemper er der efter forbedringen? Omtrent hvor meget kan man spare hvert år i min type hus?
Portalen tager husejeren ved hånden, og er den hidtil mest omfattende vejledning til store besparelser i boligen. En særlig pointe er også, at husejeren guides til at tage fat i mulighederne i den rækkefølge, der er praktisk mest fornuftig, mest omkostningseffektiv og giver størst klimaeffekt. Det sker ud fra husbesparelsernes svar på madpyramiden: Først god isolering og tætte vinduer, siden el-besparelser og så vedvarende energiformer.
Hidtil har "1 ton mindre"-kampagnen fokuseret på de små besparelser i hverdagen. Men med Energisparebolig.dk går kampagnen op i et højere gear og fokuserer nu også på de meget store CO2-reduktioner, vi hver især kan opnå ved at energiforbedre boligen.
Faktaboks 2: Stærke erhvervspartnere udbreder kampagnens budskaber
Lige fra starten har klimakampagnen "1 ton mindre" med succes samarbejdet med et stort antal partnere blandt danske erhvervsvirksomheder, kommuner og organisationer, som udbreder budskabet om, hvordan vi danskere hver især kan reducere vores CO2-udslip.
Denne nye og anderledes type partnerskab er også et bærende element i den nye udvikling af kampagnen, Energisparebolig.dk.
En række danske virksomheder og institutioner med en særligt stærk kontaktflade til de danske husejere opfordrer i den kommende tid deres kunder til at gøre brug af den nye portal - og gør samtidig brug af kampagnens indhold i en række forskellige, kunderettede informationsmaterialer. Takket være disse samarbejder kan kampagnen nå langt og målrettet ud blandt danskerne på kort tid.
Partnerne er virksomheder og institutioner, som har kontakt med danskerne, når de står over for at skulle foretage større forbedringer af deres hus, omlægge lån, eller når de køber nyt hus.
Blandt partnerne er Stark, Realkredit Danmark, Home, Danske Bank, ByggeCentrum, Rockwool og Bolius.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Klima- og Energiministeriet: pressesekretær Tore Keller, tlf. 41 33 94 84
Energistyrelsen: Pressemedarbejder Mette Vingaard: tlf. 41 90 52 50
Publikum Kommunikation: Christian Vaabensted, tlf. 26 73 10 03
Relevant information
http://www.energisparebolig.dk