03/09-10
-
Pressemeddelelse
Ændret planlov skal sikre balance i Danmark
Danmark i balance i en global verden
Det er titlen på regeringens nye initiativ, som skal sikre lige adgang til vækst og fremgang for alle dele af Danmark. Initiativet er specielt møntet på at styrke initiativ og virkelyst i yderkommunerne.
Miljøministeriets bidrag til Danmark i balance i en global verden bliver en ændring af planloven, som vil gøre planlægning langt mere fleksibel i yderkommunerne.
- Vi har i Miljøministeriet været rundt og spørge yderkommunerne: Hvordan kan vi hjælpe? Og svaret var klart og entydigt: De ønskede mere fleksible muligheder for at planlægge. Det får de nu, siger miljøminister Karen Ellemann, der understreger, at de nye regler ikke må sætte hensynet til natur og landskab over styr.Yderkommunerne får derfor lettere ved:
1. at få opført nye boliger uden for bymidter
2. at få nye butikker uden for bymidter
3. at give virksomheder i tidligere landbrugsbygninger større muligheder for at udvide
4. at planlægge i kystnærhedszonen
Alt, hvad der i dag er beskyttet, vil fortsat være beskyttet. Strandbeskyttelseslinjen er intakt, og i kystnærhedszonen kan der kun planlægges med særlig tilladelse fra ministeren.
- Vi ønsker at fastholde et Danmark med afvekslende landskaber - med tydelig forskel på byer, kyster og det åbne land. Men vi skal være mere fleksible over for ønsker fra yderkommuner. De skal kunne skræddersy løsninger til gavn for lokalsamfundet, når det kan gøres uden at ødelægge naturen, siger miljøminister Karen Ellemann.Regeringen vil samtidig ændre planloven, så det bliver nemmere at etablere butikker i alle kommuner, bortset fra hovedstadsområdet og nogle øer.
Fremover vil en kommune hvert fjerde år kunne planlægge én butik over 2.000 m2 i bymidten af byer med over 3.000 indbyggere. I dag er det kun tilladt i byer med over 40.000 indbyggere.
Det vil også blive gjort nemmere at planlægge større butiksarealer uden for bymidten. Det gælder for kommuner, hvor ingen by har flere end 20.000 indbyggere, men hvor kommunen har mange besøgende, f.eks. på grund af en stor turistattraktion.
Læs hele regeringsudspillet Danmark i balance i en global verden på Statsministeriets hjemmeside her: www.stm.dk eller på Økonomi- og Erhvervsministeriets hjemmeside: www.oem.dk
Læs eksempler på, hvilke muligheder kommunerne får med de nye regler
her (pdf)
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03