11/10-10
-
Pressemeddelelse
Kommuner i mål med husdyrgodkendelser
Kommuner landet over har arbejdet intenst på at nå til bunds i de store stakke af ansøgninger om husdyrgodkendelser fra landmænd. Alene i september afgjorde kommunerne næsten 1000 ansøgninger. Til sammenligning behandlede kommunerne også knap 1000 ansøgninger i hele 2007 og 2008.
Det er et målrettet samarbejde mellem Miljøministeriet og Kommunernes Landsforening (KL), der har båret frugt. Med den såkaldte husdyraftale mellem Miljøministeriet og KL afsatte regeringen for knapt to år siden samlet 100 millioner kroner til, at kommunerne kunne få fjernet de mere end 2000 ventende sager, der lå og samlede støv. Til gengæld forpligtede KL sig til, at kommunerne senest 1. oktober i år havde afviklet sagspuklen.
- Aftalen har båret frugt, der er gjort rent bord, og vi er nu i en situation, hvor stort set alle kommuner er 'up to date' med sagsbehandlingen. Det er en gevinst for både miljø og landmænd. Modellen med at give kommunerne en økonomisk gulerod kombineret med forbedret vejledning har været altafgørende. Udfordringen for kommunerne bliver nu at holde fast i de gode resultater, de har opnået de seneste måneder, uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger Karen Ellemann.
En af miljøgevinsterne ved aftalen er, at kommunerne med den forbedrede vejledning i hånden har været godt rustet til at stille skærpede miljøkrav til landmændene. I de godkendelser, kommunerne giver i dag, stiller de derfor krav om, at landmanden indfører den nyeste miljøteknologi i staldene. Det betyder blandt andet mindre udledning af ammoniak pr. dyr til naturen og færre lugtgener på landet.
- Jeg er yderst tilfreds med den indsats, der er leveret gennem aftaleperioden, og faktisk også stolt på kommunernes vegne. På trods af vanskelige betingelser har kommunerne over en bred kam leveret en meget målrettet og effektiv indsats og virkelig fået skovlen under denne opgave. Det lover godt for kommunernes fremtidige indsats på natur- og miljøområdet, siger formand for KL's Teknik- og Miljøudvalg Martin Damm.
De 100 millioner, som regeringen afsatte til at effektivisere arbejdet med husdyrgodkendelser, er brugt til:
- direkte tilskud til kommunerne
- etablering af et husdyrrejsehold
- udvikling af et digitalt sagsbehandlingssystem, en help desk for de kommunale sagsbehandlere
- vejledning til kommunerne om de mest miljørigtige teknologier.
Fremadrettet vil Miljøministeriet og KL arbejde videre om det udviklede, digitale sagsbehandlingssystem for husdyrgodkendelser og med at gøre erfaringerne fra rejseholdene tilgængelige for så mange kommuner som muligt.
Yderligere oplysninger:
Peter Schaarup, funktionsleder i Miljøstyrelsen, tlf. 72 54 41 46
Marie Andergren, pressemedarbejder i Miljøministeriet, tlf. 72 54 60 60
Martin Skriver, specialkonsulent i KL, tlf. 33 70 38 75
Jonas Heltberg, pressekonsulent i KL, tlf. 33 70 33 33
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03