Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
01/11-10   -   Pressemeddelelse

Aftale om biodiversitet er i hus

Natten til lørdag i Nagoya, Japan, lykkedes det miljøministre fra over 100 lande at nå til enighed om en ny international aftale om at beskytte jordens biologiske mangfoldighed. Aftalen indeholder både en række mål og delmål for at beskytte biodiversiteten, en tilvejebringelse af flere penge til beskyttelse af biodiversitet samt en ny juridiske bindende protokol mod biopirateri.

- Med denne aftale har verdenssamfundet taget et vigtigt skridt til at vende den nuværende tilbagegang i naturens rigdom. Jeg håber, dagen i dag vil blive husket som et afgørende vendepunkt for beskyttelsen af naturen og den biologiske mangfoldighed. Af stor betydning for os selv og de generationer, der skal arve jorden efter os, siger miljøminister Karen Ellemann (V).

Nøglen til aftalen blev som håbet den forpligtende aftale om bekæmpelse af biopirateri. Og her har Danmark spillet en aktiv rolle. Danmark har aktivt hjulpet de afrikanske lande med at nå frem til en fælles holdning til biopirateri. Det har givet ulandene mulighed for at tale med én fælles stemme, hvilket har haft afgørende betydning for, at resultatet kom i hus. Aftalen om biopirateri har været forhandlet i flere år, og kom efter et intenst slutforløb på plads fredag eftermiddag japansk tid. Dermed var fundamentet skabt for, at den samlede aftale kunne forhandles endeligt på plads hen på natten.

- Vi har fået en ambitiøs køreplan, der er langt mere målrettet og operationel end den gamle, og samtidig har vi sikret dén aftale mod biopirateri, som vi i Danmark har kæmpet så hårdt for. Jeg er meget glad og lettet over, at det har kunnet lade sig gøre globalt at sætte sig nye, vidtrækkende mål på miljøområdet, siger Karen Ellemann.

Aftalen består af tre hovedelementer:
1) En juridisk bindende aftale der skal stoppe biopirateri
2) Køreplan for den fremtidige globale indsats for biodiversiteten
3) En aftale om de ressourcer der skal gå til indsatsen

Hovedelementerne indeholder følgende tiltag:

ABS protokol mod biopirateri
· Udover det overordnede ambitionsniveau og de konkrete målsætninger er der enighed om en juridisk bindende aftale, der skal afskaffe biopirateri. En såkaldt ABS aftale ("Access and Benefit Sharing) om adgang til og udbyttedeling ved anvendelse af genetiske ressourcer.

· Aftalen sikrer, at de virksomheder (typisk vesteuropæiske), der i fremtiden vil hente genetisk materiale til deres forskning og produktion i andre lande (særligt Afrika har mange ressourcer) - først skal lave en aftale med landet om, at de må hente det ud af landet. Og ligeså væsentligt - at de skal aftale, at landet skal have del i det overskud, virksomheden får ud af at bruge det genetiske materiale.


Køreplan for den fremtidige globale indsats
· Ambitionsniveauet for den fremtidige globale indsats for biodiversiteten er styrket.

· Tidligere har målet været, at vi reducerer tabet af arter signifikant i 2010. Det nye mål indebærer, at vi skal have iværksat effektive og hurtige handlinger med henblik på helt at stoppe tilbagegangen i biodiversiteten, og således at økosystemerne allerede i 2020 er levedygtige.

· For yderligere at sikre en fokuseret indsat, er der også vedtaget en række konkrete målsætninger. De i alt 20 mål skal sikre at landene i 2020 har reduceret presset på biodiversiteten og genoprettet økosystemerne. Målene er langt mere operationelle og målbare end målene i den gamle strategiske plan.

· Delmålene retter sig mod de områder og sektorer i samfundet, der udgør den største trussel for biodiversiteten - nemlig landbrug, fiskeri og skovbrug. Og der er opsat målsætninger for de ydelser, som samfundet får fra naturen - for eksempel rent drikkevand.

· For eksempel er det aftalt, at alt fiskeri i verden skal være bæredygtigt i 2020, så overfiskning undgås. Og der skal være planer for genopretning af de fiskebestande, der er truet på grund af overfiskning.

· Der er enighed om at øge det samlede areal af naturbeskyttede områder i verden. Inden 2020 skal mindst 17 % af verdens landareal og 10 % af oceanerne være udpegede til beskyttede områder.


Finansiering
· Som led i COP10 aftalen er landene blevet enige om at forøge ressourcerne til biodiversiteten substantielt frem mod 2020.

· Der er aftalt en proces, der over de næste to år skal sikre det fornødne overblik og viden. Og om to år på den næste COP11 i Indien, skal landene lave mere konkrete aftaler om ressourcerne. Der tales her om ressourcer i bred forstand - både fra offentlige og private kilder.

Yderligere oplysninger kontakt:
Sune Bové, pressechef i Miljøministeriet, telefon 25 37 07 71

Relevant information

http://www.mim.dk


Pressekontakt


Firma

Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V, Danmark

  26 73 10 03
  26 73 10 03


Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater