05/11-10
-
Pressemeddelelse
Stop for eksport af gipsaffald til Thüringen
Miljøstyrelsen standser foreløbig al eksport af gipsaffald til Thüringen i Tyskland. Miljøstyrelsen vurderer, at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at anvendelsen af gips som afdækningsmateriale sker på en miljømæssig forsvarlig måde.
Gipsaffaldet anvendes i Thüringen til at afdække store bjerge af saltholdige restprodukter fra mangeårig saltudvinding i Tyskland. Fra et miljømæssigt synspunkt er det fornuftigt at afdække saltbjergene, men der kan sættes spørgsmålstegn ved at benytte gipsaffald som afdækningsmateriale, da der kan være en risiko for svovlbrintedannelse og udvaskning af sulfat, hvis disse risici ikke håndteres rigtigt. Derfor har Miljøstyrelsen truffet en afgørelse om foreløbigt at stoppe eksport til Thüringen.
Ifølge EU's regler om import og eksport af affald kan Danmark ikke forbyde eksporten, så længe gipsaffaldet går til miljømæssig forsvarlig nyttiggørelse i modtagerlandet. Det gælder også selvom, der er mulighed for at behandle gipsen i Danmark.
Miljøstyrelsen anerkender, at der er tale om nyttiggørelse af gipsaffaldet. Til gengæld er Miljøstyrelsen ikke sikker på, anvendelsen af gipsaffald sker på en miljømæssig forsvarlig måde. Derfor sender Miljøstyrelsen nu et brev ud til alle landets kommuner, hvor de gør opmærksom på, at eksport af gipsaffald til Thüringen i Tyskland skal ophøre.
Miljøstyrelsen undersøger i øjeblikket de miljø- og samfundsøkonomiske konsekvenser af forskellige behandlinger af gipsaffald for at sikre den bedst mulige genanvendelse af dette affald.
Yderligere oplysninger:
kontorchef Dorte Balle Hermansen, tlf. 72 54 41 92
ingeniør Thilde Fruergaard, tlf. 72 54 42 21
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03