19/11-10
-
Pressemeddelelse
Dansk miljøteknologi skal rense spildevand i Indien
Seks danske virksomheder er gået sammen i et unikt partnerskab med Miljøstyrelsen, Danish Water Forum og den danske ambassade i Indien. Det nye partnerskab underskriver på mandag en aftale med vandmyndighederne i New Delhi. Aftalen skal åbne døren til det indiske marked for dansk vandteknologi. Målet er, at danske virksomheder kommer i betragtning til at løse en af de helt store miljøudfordringer i landet - rensning af spildevand blandt andet i millionbyen New Delhi.
- Det er fantastisk, at vi her ser danske virksomheder, der sammen går ud for at levere de miljøløsninger, der er så hårdt brug for i de store nye vækstøkonomier. Vi har mange dygtige virksomheder her i Danmark, og det glæder mig meget, at de nu også udnytter de muligheder, der er i at gå sammen for at levere en samlet løsning til et nyt og lovende marked. Ofte kommer danske virksomheder til kort i konkurrencen om kontrakter i udlandet, hvis de kun leverer små delelementer til løsningen af et større miljøproblem. Her er der tale om en samlet pakke - og det, tror jeg, er vejen frem for danske virksomheder, siger miljøminister Karen Ellemann.
De seks virksomheder i partnerskabet er Danfoss, Grundfos, Siemens Turbo Machinery Equipment, Vandcenter Syd, DHI og Cowi. Partnerskabet er et unikt initiativ, hvor danske virksomheder med forskellige kompetencer samler deres viden til én samlet pakkeløsning. Samarbejdet skal nedbringe energiforbruget og forbedre rensningen af spildevand i Indien. Mange indiske rensningsanlæg bruger alt for meget energi på rensning af spildevand og renseprocessen er ikke optimal. Derfor er både miljøpotentiale og markedet for den danske løsning i Indien stort.
Det er den danske ambassade i Indien, der underskriver aftalen. Den giver i første omgang partnerskabet lov til at gennemføre undersøgelser og målinger på et indisk renseanlæg. Målingerne skal dokumentere, hvor meget mere effektivt man kan rense spildevandet. Næste skridt er, at virksomhederne i fællesskab laver de nødvendige ombygninger på anlægget. Projektet skal blandt andet finansieres ved det overskud, som energibesparelserne i driften på det ombyggede anlæg resulterer i.
- Inderne står overfor store investeringer på vandområdet og de danske virksomheder har i den sammenhæng meget at byde på. Det vil lette adgangen til det indiske marked, hvis de danske virksomheder kan dokumentere at dansk teknologi også virker og er miljøeffektivt i en indisk kontekst, derfor er denne aftale vigtig både for miljøet og de virksomheder, der er med i aftalen, understreger Karen Ellemann.
Projektet følger op på den generelle miljøsamarbejdsaftale, der er indgået i september 2009 mellem Miljøministeriet og det indiske ministerium for miljø og skov.
Yderligere oplysninger:
Lotte Kau Andersen, Miljøstyrelsens afdeling for miljøteknologi, tlf.: 72 54 42 91
Thomas Hag, pressemedarbejder, departementet, tlf.: 72 54 60 41 el. 22 48 10 3
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03