07/03-11
-
Pressemeddelelse
Mårhund på forræderisk mission
Miljøministeriet sætter nu moderne højteknologi ind i kampen mod mårhunden, der er et af de mest skadelige, såkaldt invasive dyr, i den danske natur.
Det skete da en mårhund onsdag i denne uge blev udstyret med en GPS-sender, inden den atter blev sluppet ud i naturen ved Vest Stadil Fjord, hvor den var blevet indfanget kort forinden. I den kommende tid vil Miljøministeriet følge dens færden, der forhåbentlig vil lede til flere af dens artsfæller. Målet er at få kortlagt, hvor de små, altædende rovdyr opholder sig.
- Mårhunden hører til de invasive arter, der truer en lang række af vores oprindelige, hjemmehørende padder, rovdyr og fugle. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan sætte et nyt, smart våben ind i kampen mod den. Jeg er fast besluttet på at beskytte biodiversiteten i form af en rig og mangfoldig natur i Danmark, og her er kampen mod de invasive arter en vigtig del, siger miljøminister Karen Ellemann (V).
Jægere spiller vigtig rolle
Planen er at indfange og forsyne op til 30 mårhunde med GPS-sendere. Men mærkningen og optrævlingen af mårhunde-netværket er kun første skridt. Senere kommer bl.a. danske jægere til at spille en mindst lige så afgørende rolle.
- Vi får aldrig fjernet mårhunden uden en massiv opbakning fra jægere, lodsejere og andre naturinteresserede i Danmark. Miljøministeriet kan kortlægge og organisere indsatsen, men i sidste ende er vi helt afhængige af, at danske jægere og andre, som færdes i naturen, kontakter os, hvis alarmklokken ringer, så vi kan få bugt med mårhunden, siger Karen Ellemann.
Miljøministeren opfordrer alle, der ser mårhunde i haver, i det fri eller eventuelt fanger mårhunde i fælder, til at give Naturstyrelsen besked, så man kan forsøge at få dyrene mærket.
Idéen med at spænde GPS-sendere på skadelige dyr stammer oprindeligt fra Galapagos-øerne, hvor man mærkede forvildede tamgeder. I Sverige har man også brugt GPS mod mårhunde.
Naturstyrelsen har indtil nu registreret knap 100 sikre fund af mårhund siden sommeren 2008. Målet med planen er, at der ikke yngler mårhunde i Danmark, når vi når frem til 2015. Lige før årsskiftet udsendte miljøminister Karen Ellemann en indsatsplan mod mårhunde i Danmark.
Læs mere om mårhunden på Naturstyrelsens hjemmeside :
http://www.naturstyrelsen.dk/Naturbeskyttelse/Artsleksikon/Dyr/Pattedyr/Rovdyr/Maarhund/Maarhund.htm
Læs indsatsplanen mod mårhunde :
http://www.mim.dk/NR/rdonlyres/6F729B46-690C-4435-A5B5-2F036B922A5D/118501/Endeligudgaveafindsatsplanmodmrhund.pdf
Yderligere oplysninger
Jens Henrik Jacobsen, vildkonsulent i Vestjylland, Naturstyrelsen, tlf.: 72 54 36 63
Trine Jensen, leder af mårhundeprojektet i Blåvandshuk, tlf.: 72 54 35 35
Marie Andergren, pressemedarbejder i Miljøministeriets departement, tlf.: 72 54 60 60
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03