22/03-11
-
Pressemeddelelse
Karen Ellemann besøger miljøteknologiske virksomheder
Miljøminister Karen Ellemann starter i dag en række virksomhedsbesøg, hvor fællesnævneren er ny miljøteknologi udviklet med blandt andet støtte fra regeringens miljø-teknologiske handlingsplan.
- Grøn teknologi står højt på regeringens dagsorden. Derfor er det vigtigt for mig som miljøminister, at få input fra de virksomheder, der skal være med til at løfte regeringens målsætninger om øget grøn eksport, et renere miljø og flere danske grønne arbejdspladser i fremtiden, siger Karen Ellemann.´
Med den miljøteknologiske handlingsplan har regeringen indtil videre givet 60 millioner kroner i tilskud til 88 miljøteknologiske udviklingsprojekter siden 2007. Og projekterne spænder bredt fra udvikling af nye miljøvenlige produkter, som kan benyttes i danskernes hverdag til rent drikkevand i Kina.
Et godt eksempel er samarbejdet mellem Dyrup og Teknologisk Institut, som sammen har udviklet en ny miljøvenlig træbeskyttelse baseret på naturlige mineraler.
- Jeg er meget interesseret i at komme ud og høre virksomhedernes bud på, hvad der skal til for at skabe yderligere vækst i den grønne teknologi. Det kan både sikre miljørigtige produkter til danskernes dagligdag, og gavne eksporten fremover og dermed give danske grønne arbejdspladser, siger miljøminister Karen Ellemann.
Udover Dyrup besøger ministeren også CoMeTas, som udvikler miljøvenlige vandteknologi-er, der også kan have stort eksportpotentiale.
- De her teknologier har særligt stort potentiale i lande med store områder, hvor der ikke altid er adgang til rent drikkevand, som det for eksempel er tilfældet i Kina og Indien. Og fra mine besøg i Kina, ved jeg, at eksportmulighederne er enorme, når vi taler om vandteknologier, siger Karen Ellemann.
Den miljøteknologiske handlingsplan har støttet udviklingsprojekterne i begge virksomheder med godt en million kroner.
Den 8. april besøger ministeren yderligere to virksomheder i sin besøgsrække. Her skal ministeren ud på MAN Diesel & Turbos testcenter på Teglholmen i København samt besøge Bio Vækst A/S uden for Holbæk, hvor der modtages og behandles affald fra husholdninger, industri og slam fra offentlige renseanlæg.
Ministeren besøger CoMeTas og Dyrup den 21 marts mellem henholdsvis klokken 13.30- 14.30 og 15.00 - 16.00 samt Bio Vækst og MAN Diesel & Turbo den 8. april mellem henholdsvis klokken 12.00-13.00 og 14.30-15.30.
Yderligere oplysninger:
Jens Schultz Hansen, cand.scient.soc, Miljøstyrelsen, tlf.: 72 54 45 22, mail: jesha@mst.dk
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03