Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
12/05-11   -   Pressemeddelelse

Miljøministeriet sparer på energien

Miljøministeriet går nu i gang med at energirenovere en række af Naturstyrelsens bygninger rundt om i landet. Målet er at nedsætte bygningernes energiforbrug med 25 procent inden 2013.

Som det første ministerium får Miljøministeriet hjælp udefra af en energitjenestevirksomhed, også kaldet Energy Service Company (ESCO), der planlægger og udfører energibesparelser.

Ved at energirenovere en række af Naturstyrelsens bygninger, vil ESCO-firmaet Schneider Electric nedsætte bygningernes energiforbrug med 25 procent. I første omgang er det omkring 40 driftsbygninger, der skal have mere energibesparende løsninger som eksempelvis jordvarmeanlæg og bedre isolering.

- Det er første gang, at staten indgår aftale om et ESCO-projekt. Jeg har store forventninger til det, og ser frem til at høste både energibesparelserne samt erfaringerne med denne projektform i statsligt regi, som andre ministerier vil kunne drage nytte af, siger miljøminister Karen Ellemann.

Schneider Electric har netop påbegyndt arbejdet med at udskifte energislugende oliefyr og elradiatorer i Naturstyrelsens driftsbygninger rundt om i hele landet lige fra Nordjylland til Bornholm. Oveni bliver der isoleret og opsat avanceret udstyr til energistyring.

En af fordelene ved et ESCO-projekt er, at ESCO-virksomheden giver en garanti for, at ministeriets investering giver den ventede energibesparelse. Hvis ikke det sker, bliver ministeriet kompenseret for den energibesparelse, der mangler. Omvendt får Schneider Electric del i besparelsen, hvis der opnås større besparelser, end det aftalte.

- Det er en ren win-win-win situation. Miljøet vinder, fordi vi nedsætter energiforbruget betragteligt. Firmaet vinder, fordi de får del i overskuddet fra energibesparelsen. Og Miljøministeriet vinder, fordi udgifterne til energirenoveringerne kommer ind igen i form af besparelser. På den måde betaler renoveringerne sig selv, fastslår Karen Ellemann.

Miljøministeriet investerer i alt 14 millioner kroner i projektet, og det vil i alt nedsætte Miljøministeriets samlede forbrug af el, varme og brændstof med 33 procent. Sammen med en lang række øvrige energieffektiviseringer, vil ministeriet have nedsat sit energiforbrug med 20 procent i 2013.

Yderligere oplysninger:
Projektleder Anne Harborg Larsen, Miljøministeriets Koncernindkøb, tlf. 72 54 43 38
Forstfuldmægtig Bo Holm Kristensen, Naturstyrelsen, tlf. 72 54 22 04

Relevant information

http://www.mim.dk


Pressekontakt


Firma

Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V, Danmark

  26 73 10 03
  26 73 10 03


Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater