25/05-11
-
Pressemeddelelse
Synker Aarhus?
Vand i kældrene, åer der går over deres breder og oversvømmelser til mange millioner kroner. Det er afgørende, at vi sikrer byer og naturen mod vandmasserne. Aarhus Havn er et af de steder i Danmark, der sætter sig. Derfor inviteres pressen hermed til et arrangement om de målinger, der er afgørende for, hvordan vi sikrer os mod oversvømmelser. Målingerne bruges bl.a. til at udregne, hvor høje molerne skal være i havnene, så vi kan sikre os mod fremtidens forventede vandstandsstigninger.
Arrangementet foregår torsdag den 26. maj klokken 11-11.45 på Aarhus Havn, Mindet 2, 8100 Aarhus. Miljøminister Karen Ellemann vil følge målingerne på havnen.
-Vi kender efterhånden alle til konsekvenserne ved oversvømmelser, der kan ødelægge miljø, natur, bygninger og veje. Aarhus er en typisk dansk købstad ved vandet, og Aarhus Kommune er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder med at sikre havne og byer imod oversvømmelser, siger miljøminister Karen Ellemann.
I Aarhus Kommune har man igangsat et projekt om klimatilpasning, som kører lige nu. Der investeres 55 mio. kr. til forbedret sikkerhed mod oversvømmelse af den centrale midtby i Aarhus. Blandt andet skal der bygges en sluse i Aarhus Havn. Den våde vinter i 2007 forårsagede høje vandstande langs Egå og Aarhus Å. Flere borgere havde oversvømmelser i huse og ejendomme. Beredskabsstyrelsen med bistand fra det meste af landet hjalp med en større pumpeindsats.
Miljøministeriet har to motoriserede målerhold, der foretager målinger af højder i landet. Målingerne er bl.a. afgørende for, at Danmarks vandstandsmålere giver et reelt billede af vandstandsstigningen. Data fra vandstandsmålerne bliver fx anvendt af DMI ved varsling af stormflod og oversvømmelser, ligesom resultaterne også indgår i den globale overvågning af vandstandsstigningen.
Arrangementet foregår under åben himmel i Aarhus Havn, hvor der er mulighed for gode billeder af Kort & Matrikelstyrelsens målerhold og ansatte fra Aarhus Havn og Aarhus Kommune står til rådighed.
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03