08/07-11
-
Pressemeddelelse
Få grønt tag og nye vinduer med fradrag
Danskernes huse kan nu blive mere miljø- og klimavenlige takket være regeringens BoligJobordning. Det er muligt at få grøn bevoksning på taget, få førstesalen isoleret eller få en faskine, der kan lede regnvandet ned til grundvandet - alt sammen med skattefradrag på udgifter til arbejdslønnen.
Regeringens BoligJobordning skal gøre det billigere for danskerne at få udført serviceydelser i hjemmet. Derfor får private fradrag i skatten på udgifter til for eksempel håndværkere i hjemmet. Der er flere gode grunde til at gøre det billigere for danskerne at få udført serviceydelser i hjemmet. Det kan få færre til at vælge det sorte arbejde og gør-det-selv løsninger. Og det kan skabe vækst i beskæftigelsen.
- Jeg håber, at danskerne vil benytte BoligJobordningen til at få gjort de private hjem mere miljøvenlige. Der er penge i at være miljøbevist, og det er for eksempel en rigtig god ide at få en faskine eller få lagt grønt tag på sit hus, da det sikrer, at mindre vand fosser i kloakken ved voldsomme regnskyl, siger miljøminister Karen Ellemann.
Energistyrelsen har regnet på, hvad boligJobordningen betyder for en familie på to voksne i et parcelhus på 130 kvadratmeter.
Hvis familien får hulmursisoleret med fradag, så går der kun seks år, før den begynder at tjene på sin investering i stedet for de otte år, der skulle til, før ordningen blev indført.
Hvis familien i stedet vælger at få udskiftet alle vinder og døre med fradrag, så tjener familien penge på investeringen efter ni år i stedet for 10.
- En meget stor del af vores samlede energiforbrug sker i boligerne, så hvis vi skal have energiforbruget markant ned, er det nødvendigt med en indsats her. Ordningen giver mulighed for at få lavet bedre isolering, få opsat solceller, udskiftet vinduer osv. til en billigere pris end tidligere. Alt sammen noget, der vil reducere energiforbruget, til gavn for både samfund og husejer, siger klima- og energiminister Lykke Friis.
Eksempler på grønne og klimavenlige forbedringer med fradrag
. Nedgravning af faskiner i haven
. Installation af solfangere og solceller
. Reparation, renovering, isolering og udskiftning af tag, for eksempel grønt tag, tag-render og afløb
. Isolering af ydervægge
. Fornyelse eller etablering af dræn
Regeringens Boligjobordning, der er aftalt sammen med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, giver private fradrag i skatten for lønudgifter til hjælp og istandsættelse i hjemmet.
Den nye boligjobordning - kort fortalt
. Skattefradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet - både ude og inde
. Skattefradraget svarer til et tilskud på ca. 1/3 af lønudgiften
. Gælder for personer fyldt 18 år og kan maksimalt udgøre 15.000 kroner årligt pr. person
. Gælder fra 1. juni 2011 til og med 2013
. Ordningen er fuldt finansieret gennem omprioriteringer
Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Jesper Zølck Felbo, Klima- og energiministeriet, tlf. 5087 4881
Pressechef Mette Thorn, Miljøministeriet, tlf. 2561 7170
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03