01/08-11
-
Pressemeddelelse
39 kajakruter viser nye sider af Danmark
Miljøministeriet har i samarbejde med Dansk Kano- og Kajakforbund lavet 39 kajakruter fordelt over hele Danmark, så flere danskere kan få en god oplevelse, når kajakken sættes i vandet.
Miljøminister Karen Elleman indviede i dag de 39 kajakruter med en kajaktur langs kysten ved Lynæs Havn, hvor hun gennemførte en del af ruten " Kulhuse til Kikhavn". Det skete sammen med tidligere jægersoldat Lothar Friis, kendt fra TV2s program "Ingen kære mor - alene i junglen".
Kajaksport er de senere år blevet en populær og udbredt sports- og fritidsaktivitet, og fremover kan man med få klik finde frem til de 39 kajakruter på "Ud-i-naturen-kortet" på Naturstyrelsens hjemmeside.
- Når man padler gennem vandet er det en anderledes måde at opleve naturen på, der er helt unik, og samtidig får man god motion. I Miljøministeriet har vi som mål at give befolkningen flere og gode friluftsmuligheder, og det er oplagt, at vi i højere grad bruger vores lange, smukke kyststrækninger til at skabe mere friluftsliv, siger miljøminister Karen Ellemann.
Kajakruter er et tilbud til dem, der ønsker at opleve Danmarks smukke kyststrækninger, hvor man kan være heldig at opleve marsvin, sæler og havfugle. De 39 ruter ligger overalt i Danmark. Der er mulighed for at tage en tur på Vadehavet, hvor tidevandet byder på spændende udfordringer, rundt om Læsø i Kattegat i følgeskab af spættede sæler eller en rundtur i det sydfynske øhav Svendborgsund. Man kan også tage en weekendtur på Isefjorden med kajakruten fra Holbæk til Rørvig.
-Kajakruterne giver mulighed for at opleve Danmark på en sund og aktiv måde, og derfor synes jeg, at de 39 kajakruter er et flot initiativ. Jeg vil gerne opfordre alle til at benytte sig af denne mulighed for at træne krop og sjæl. Som far til fire ved jeg, hvor stor en glæde det er at værre aktiv i naturen, siger tidligere jægersoldat Lothar Friis.
Kajakruterne kan findes på Ud-i-naturen-kortet på Naturstyrelsens hjemmeside http://udinaturen.naturstyrelsen.dk/udinaturen
Billeder kan downloades via denne adresse; https://www.dropbox.com/home#/Public/Kanoruter:::
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03