25/10-11
-
Pressemeddelelse
Rygestop-guide for brændeovne
Brændeovne er den største danske kilde til luftforurening. Danskerne har 750.000 brændeovne stående i deres hjem, og de er sammen med brændekedlerne skyld i cirka 70 procent af de sundhedsskadelige partikler, der udledes i Danmark. Til sammenligning står trafikken for 16 procent af partikeludledningen herhjemme.
Derfor vil Miljøminister Ida Auken i en kampagne vise danskerne, hvordan man fyrer korrekt og tænder rigtigt op.
- Danskerne skal have renere luft, og ny viden viser, at op til 80 procent af partiklerne fra brændeovnene kan fjernes, hvis man tænder op på den rigtige måde. Derfor er der virkelig noget at hente her. Vores undersøgelser viser, at mange tror, at de fyrer rigtigt. Men de fleste ved sikkert ikke, at der er meget at hente ved at tænde op i toppen af brændet, siger Miljøminister Ida Auken.
200 dør for tidligt hvert år
De sundhedsskadelige partikler fra brændeovnene er vurderet til hvert år at være skyld i omkring 200 for tidlige dødsfald og cirka 160 hospitalsindlæggelser.
Miljøstyrelsen vurderer, at omkring 80 af disse dødsfald hvert år kan undgås, hvis alle brændeovnsejere følger det nye råd om at tænde op i toppen af brændet og tre andre fyringsråd. Derfor lancerer miljøministeren nu kampagnen "Rygestop-guide for brændeovne".
De fire råd
Kampagnen skal få brændeovnsejerne over hele landet til at fjerne mange af partiklerne fra deres brændeovne ved at følge de fire fyringsråd:
1. Tænd op på en helt ny måde.
Læg to stykker brænde i bunden. Ovenpå stabler du pindebrænde i lag med luft imellem, så du kan tænde i den øverste del. Flammerne skal arbejde sig oppe fra og ned som et stearinlys.
2. Brug kun tørt træ.
Vådt træ ryger for meget. Fyr aldrig med affald, reklamer, behandlet træ eller lignende.
3. Sørg for rigeligt luft til flammerne.
Skru først ned for luften, når flammerne bliver lysere. Fyr lidt ad gangen og brug ikke for store stykker træ.
4. Tjek at røgen er næsten usynlig.
Gå udenfor og se, at der hverken er for meget røg, eller at det lugter grimt.
Yderligere oplysninger:
Charlotte von Hessberg, Ph.D. i atmosfærekemi, Miljøstyrelsen, tlf. 7254 4508, chste@mst.dk
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03