07/11-11
-
Pressemeddelelse
Landbruget bruger for mange sprøjtemidler
Der bliver brugt for mange pesticider i dansk landbrug. Nye tal fra Bekæmpelsesmiddelstatistikken viser, at landmændene i 2010 igen har sprøjtet mere, end de plejer. Salget af pesticider er steget med 39 procent fra 2009-2010, og behandlingshyppigheden er steget med 12 procent fra 2,58 i 2009 til 2,8 i 2010.
Bekæmpelsesmiddelstatistikken viser, at behandlingshyppigheden er tilbage på samme niveau som for 20 år siden. Op gennem 90'erne faldt behandlingshyppigheden jævnt på grund af indførelsen af pesticidafgiften, men op gennem 00'erne er behandlingshyppigheden steget støt. I 2000 lå den på 2,07, mens den i 2010 lå på 2,8. Tallet er meget langt fra den tidligere regerings målsætning om 1,7 i Pesticidplan 2004-2009.
- De seneste 10 års borgerlig politik har været katastrofal. Landmændenes brug af sprøjtemidler er kun gået en vej, og det er op, op og op. V og K benyttede sig kun af frivillige aftaler med landbrugserhvervet, men enhver kan se, at princippet om frivillighed er slået fejl. Der er kun en løsning tilbage, og det er en pesticidafgift, der får landmændene til at ændre adfærd. Vi skal have landbruget til at sprøjte mindre, siger miljøminister Ida Auken.
Forslag på vej
Regeringen har udarbejdet et udkast til en differentieret afgiftsmodel for at få landmændene til at bruge færre pesticider og benytte dem, der udgør den mindste miljø- og sundhedsbelastning. Regeringen planlægger at fremsætte lovforslag inden for få måneder.
- For fremtiden skal vi have landmændene til at vælge de mildeste pesticider til at slå ukrudt og skadedyr ihjel. Denne regering ønsker et mere bæredygtigt og grønnere landbrug, og den kommende pesticidafgift er en del af den grønne omstilling af landbrugserhvervet. Vi skal desuden have fordoblet det økologiske areal, der er med til at sikre rent drikkevand og rig natur, siger Ida Auken.
Miljøstyrelsen er nu ved at lægge sidste hånd på en ny og bedre målestok for, hvordan de solgte pesticider belaster miljø og sundhed. Behandlingshyppigheden er en opgørelse over hvor mange gange, der bliver sprøjtet på markerne, mens den nye indikator vil gøre det muligt over tid at følge den sundheds- og miljømæssige pesticidbelastning - både på landsplan, men også mere specifikt i for eksempel frugtavlen og i kornproduktionen. Arbejdet med den nye indikator og afgiften indikerer, at også belastningen er steget.
- Der er behov for en helt ny strategi på pesticidområdet, hvor vi også har skarpere fokus på biodiversitet og beskyttelse af vores drikkevand. Derfor vil jeg indkalde partierne til drøftelser om, hvad der kan indgå i en ny strategi for 2013-17. Jeg vil også indbyde interessenterne i løbet af foråret til temadrøftelser og høre deres idéer til nye initiativer, siger Ida Auken.
Salget af pesticider har været svingende de seneste fire år: I 2008 var der en kraftig stigning, i 2009 et fald og nu i 2010 en stigning igen. Treårige gennemsnit af behandlingshyppigheden viser en jævn stigning.
Fakta om forbruget af sprøjtemidler
. Der blev i 2010 solgt i alt 3.891 tons aktivstoffer til sprøjtning af afgrøder samt 33 tons aktivstoffer til bejdsning af udsæd. Det er en stigning på 1.100 tons i absolutte tal svarende til 39 procent.
. Ukrudtsmidler udgør langt den største del af landbrugets forbrug af pesticider, nemlig 72 procent. Resten af salget består af henholdsvis svampemidler (17 procent), vækstreguleringsmidler (9 procent) og insektmidler (1 procent).
Yderligere oplysninger:
Kontorchef Lea Frimann Hansen, Miljøstyrelsen, tlf. 72 54 45 46, e-mail: leafh(at)mst.dk
Pressechef Mette Thorn, Miljøministeriet, tlf. 25 61 71 70, e-mail: mthor(at)mim.dk
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03