Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/12-11   -   Pressemeddelelse

Virksomheder skal fortælle om skadelig kemi

Importører og leverandører skal huske at oplyse kunderne om problematiske kemikalier i deres produkter, fastslår miljøminister Ida Auken, der nu skyder en ny informationskampagne for virksomheder i gang.

Mange importører og leverandører af helt almindelige varer ved ikke, at de skal spørge deres leverandør, om deres varer indeholder særligt problematiske stoffer fra den såkaldte EU-kandidatliste. Leverandørerne har nemlig pligt til at informere deres kunder om disse stoffer.

- Det er et problem, hvis virksomhederne ikke lever op til deres forpligtelse til at informere kunderne, om der er problematiske kemikalier i deres produkter. EU kræver, at virksomhederne skal oplyse kunderne om særligt problematiske kemikalier i deres varer, og det ansvar skal de leve op til, siger miljøminister Ida Auken.

EU's såkaldte kandidatliste omfatter 53 særligt problematiske kemikalier, som kan være kræftfremkaldende, fertilitetsskadelige eller miljøskadelige. De er ikke forbudte, men leverandørerne har pligt til at oplyse om kemikalierne, men desværre har mange importører og leverandører af helt almindelige varer svært ved at finde rundt i EU's informationsregler for kemikalier.

Ny kampagne
Derfor lancerer Miljøministeriet nu en ny kampagne, som er målrettet importører og leverandører af forbrugerprodukter. Kampagnen skal gøre virksomhederne opmærksomme på, at de skal vide, om der er problematiske kemikalier i produkterne og fortælle det videre til kunderne.

Informationskampagnen hedder "Kandidatlisten - dit ansvar at informere". Den opfordrer brancheforeningerne til at gå aktivt ud og informere deres medlemmer om reglerne.

Hvis leverandørerne ikke kender reglerne, kan de selv eller deres kunder komme i klemme. Det sker f.eks. når forbrugerne stiller spørgsmål om hvilke kemikalier, der findes i produkterne. I oktober 2011 udgav den europæiske forbrugerorganisation, BEUC, en kritisk rapport, der bl.a. viste, at kun tre ud af 25 danske butikker var i stand til at overholde informationspligten overfor kunderne.

- Det skal vi have lavet om på. Jeg håber, at importører, leverandører og brancheforeningerne vil tage godt imod den nye kampagne, så alle danske virksomheder fremover lever op til deres informationspligt overfor kunder, siger Ida Auken.

Miljøstyrelsen har lavet en særlig hjemmeside, hvor man kan læse meget mere om informationskravene. Her findes også en ny informationsvideo, som brancheforeninger frit kan downloade og lægge på deres egen hjemmeside. Se videoen her: www.mst.dk/kandidatlisten

Yderligere oplysninger:
Sagsbehandler Sidsel Dyekjær, Miljøstyrelsen, tlf. 72 54 45 28, e-mail: sidye(at)mst.dk
Pressechef Mette Thorn, Miljøministeriet, tlf. 25 61 71 70, e-mail: mthor(at)mim.dk

Relevant information

http://www.mim.dk


Pressekontakt


Firma

Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V, Danmark

  26 73 10 03
  26 73 10 03


Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire