25/01-12
-
Pressemeddelelse
Miljøministeriet varsler afskedigelser
En finanslov for 2012 med særskilt krav om "Effektiv administration i staten" medfører afskedigelser i Miljøministeriets tre styrelser. Hertil kommer behovet for løbende at skabe balance mellem bevillinger og opgaveløsningen.
Tirsdag den 24. januar er medarbejderne i Miljøministeriet orienteret om varsling af kommende afskedigelser i ministeriet. De konkrete afskedigelser bliver varslet i styrelserne i løbet af kort tid.
- Som alle andre skal Miljøministeriet have balance mellem vores budget, de prioriterede opgaver og vores kompetencer. Og nu er vi i en situation, hvor vi er nødt til at tage afsked med kolleger, fordi vores rammevilkår ændrer sig, siger departementschef Marianne Thyrring.
I finansloven for 2012 er der under overskriften Effektiv Administration i Staten indarbejdet et sparekrav i den statslige administration på 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013. Et sparekrav, som lægges til de besparelser, der allerede fandtes i forvejen.
I alt tages der afsked med 115 medarbejdere fra henholdsvis Miljøstyrelsen (ca. 15), Naturstyrelsen
(ca. 80) og Kort & Matrikelstyrelsen (ca. 20).
Afskedigelserne sker for at imødekomme kravene om effektivisering af administrationen i staten og fremtidssikre Miljøministeriets organisation og opgaveløsning. I forbindelse med fremtidssikringen lægges der vægt på, at ministeriets kompetencesammensætning skal matche de fremtidige opgaver, ligesom der skal være økonomisk råderum til moderniseringer og investeringer.
Fremadrettet skal miljø- og naturpolitikken samt arbejdet med blandt andet geodata og digitalisering bidrage til både udvikling og vækst og vise vejen til den grønne omstilling, ligesom de områder, der er øremærket midler til i finansloven for 2012, skal have særlig fokus.
-Vi skal beskytte og udvikle natur og miljø på en ny måde. Vi skal fokusere på områder, hvor vi gør størst gavn, og herudover skal vi i højere grad inddrage vores omverden i opgaveløsningen, siger Marianne Thyrring.
YDERLIGERE OPLYSNINGER:
Departementet
Pressechef Mette Thorn, tlf. 25 61 71 70
Kort- og Matrikelstyrelsen
Direktør Susanne Juhl, tlf. 41 27 72 94 (pressechef Chris Hammeken)
Miljøstyrelsen
Direktør Lars Hindkjær, tlf. 41 31 84 84 (pressechef Karsten Biering Nielsen)
Naturstyrelsen
Direktør Niels Christensen, tlf. 20 21 66 73 (pressechef Kenneth Bo Jørgensen)
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03