Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
26/01-12   -   Pressemeddelelse

Sprøjtegifte belaster miljøet 30 procent mere

Landmændenes forbrug af sprøjtemidler er på tre år blevet 30 procent mere belastende for miljøet. Det fremgår af en ny opsigtvækkende rapport, der for første gang har beregnet graden af giftighed for de sprøjtemidler, der er blevet anvendt på markerne. Miljøminister Ida Auken vil vende udviklingen med en ny pesticidafgift.

Fra 2007 til 2010 er landmændenes forbrug af sprøjtemidler blevet 30 procent mere belastende for naturen. Det viser en ny rapport fra Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet og Miljøstyrelsen. I den samme periode er behandlingshyppigheden steget med 11 procent.

- Landbrugets sprøjtemidler har været langt mere belastende for miljøet, end mange har troet. Derfor kommer vi nu med en pesticidafgift, der skal skære kraftigt ned på landmændenes forbrug og få dem til at vælge de mindst skadelige midler. Vi skal have vendt den meget triste udvikling med det stigende forbrug af sprøjtemidler, siger miljøminister Ida Auken.

Ny indikator på vej
Rapportens forfattere har udviklet en ny PesticidBelastningsIndikator (PBI), der er grundlaget for pesticidafgiften, og som fremover skal offentliggøres årligt sammen med Bekæmpelsesmiddelstatistikken. Den nye indikator har vist, at sprøjtemidlerne især er blevet mere belastende for dyr og planter i den omgivende natur.

- Som ny regering vil vi sikre en fornuftig balance mellem landbrugsdrift og miljøbeskyttelse, og landbruget kan forvente, at jeg vil være mere konsekvent end den tidligere regering. Derfor lancerer vi også en pesticidafgift, der gør de mest skadelige sprøjtemidler dyrere. De frivillige aftaler fik ikke landbruget til at ændre kurs, så nu må vi tage hårdere fat, siger Ida Auken.

Den nye PBI skal måle effekten af pesticidafgiften og skal også bruges til at udvikle et system, der gør det muligt at rådgive og vejlede landmændene bedre, så de har et grundlag for at vælge de mindst belastende sprøjtemidler.

Læs rapporten Pesticidbelastningen fra jordbruget 2007-2010 på Miljøstyrelsens hjemmeside

FAKTA: PesticidBelastningsIndikator (PBI)
Pesticidbelastningen beregnes for tre hovedindikatorer:

· Sundhed: giver et mål for den belastning, sprøjteføreren udsættes for ved håndtering og udbringning af pesticiderne.
· Miljøadfærd: udtrykker, hvor hurtigt pesticiderne nedbrydes i jord, samt deres risiko for at blive ophobet i fødekæder, og risikoen for nedsivning til grundvandet.
· Miljøeffekt: er et mål for pesticidernes giftighed overfor dyr og planter i marken (fx regnorme og bier) og den omgivende natur (fx fisk og fugle).

Alle sprøjtemidler skal godkendes inden brug, og de bliver kun godkendt, hvis de er effektive, og hvis de ikke medfører en uacceptabel risiko.

Korn, der dækker det største areal, bidrager mest til den samlede belastning. Per hektar er det arealer med kartofler samt frugt og bær, der er mest belastede.

Relevant information

http://www.mim.dk


Pressekontakt


Firma

Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V, Danmark

  26 73 10 03
  26 73 10 03


Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater