12/03-12
-
Pressemeddelelse
Stor opbakning til dansk GMO-kompromis
Formandskabets kompromisforslag om at tillade medlemslandene muligheden for at sige nej til dyrkning af GMO på eget territorium vandt tilslutning fra flere end 20 EU-lande, men det var ikke nok til at opløse det blokerende mindretal. Europa var ikke klar.
En lille håndfuld af de store lande var ikke i stand til at slutte op om det danske kompromisforslag, som ellers fik stor ros for at være både kreativt og afbalanceret. Forslaget går kort sagt ud på, at landene GMO for GMO kan beslutte om, at de skal dyrkes på deres territorium.
Argumenterne imod forslaget gik på, at det ville være i strid med det indre marked og WTO-regler. Kommissionen og Rådets Juridiske Tjeneste forsikrede, at dette ikke var tilfældet, men det gjorde ikke indtryk på de store lande. Enkelte lande i det blokerende mindretal viste dog villighed til at prøve at finde en løsning på det næste møde i juni.
- Jeg er dybt forundret over, at nogle medlemslande stiller sig i vejen for, at hovedparten af landene kan få lov til selv at afgøre, om der skal dyrkes GMO'er på deres territorium. Men i dag var Europa ikke klar til at gøre op med mere end 10 års uenighed om GMO. Vi vil nu bruge de næste måneder på at undersøge, om der er udsigt til, at Europa vil kunne træffe en beslutning i juni, siger Ida Auken, formand for EU's miljøministerråd og dansk miljøminister.
EU viser grønt lederskab
På dagens møde vedtog EU's miljøministre, at EU på FN's store bæredygtighedskonference i Rio til juni skal gå efter en global køreplan for grøn økonomi med konkrete mål, handlinger og tidsfrister. Samtidig stod det klart, at et centralt tema i Rio bliver globale bæredygtighedsmål på eksempelvis energi og vand.
- Verden har brug for en ny vision, der kan samle og bringe os fremad. Med dagens konklusioner går Europa foran for at skabe en grøn økonomi, der både skaber vækst og arbejdspladser i nord og syd - samt løsninger på verdens enorme miljøudfordringer. Jeg er meget tilfreds med det klare signal, som vi sender herfra mødet i dag, siger Ida Auken.
Op gennem det 20. århundrede er verdens samlede materialeforbrug steget med 3.400 procent, og alene siden 1995 er råvarerne i gennemsnit steget med 150 procent.
Nyt støtteprogram til miljø- og klima
LIFE, der er EU's miljø- og klimastøtteprogram med et budget på 3,2 mia. euro, står foran en række nyskabelser i perioden 2014-20. Miljøministrene havde en første drøftelse af, hvilke principper der skal gælde for det nye program. Målet er, at projekternes kvalitet skal veje tungere uden den geografiske balance sættes over styr.
Yderligere oplysninger:
EU-talsmand Per Nylykke, tlf. 40 73 43 62, e-mail: pny(at)mim.dk
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03