Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
08/05-12   -   Pressemeddelelse

Skrappere krav til luftforurening i Europa

Miljøminister Ida Auken er glad for en ny international aftale, der stiller skrappere krav til luftforening på tværs af Europas landegrænser. Aftalen rækker frem til 2020.

Luftforureningen i Europa skal ned. Derfor er en række lande er på et møde i Geneve i dag blevet enige om skrappere krav til luftforurening frem mod 2020. De nye reduktionsmål gælder udledning af ammoniak fra landbrug, udledning af partikler, svovl og kvælstofoxider fra transport og industri samt udledning af organiske opløsningsmidler fra for eksempel sprinklervæske og maling.

Aftalen blev indgået af parterne i den såkaldte Gøteborg-protokol, som dækker hele det europæiske kontinent samt USA og Canada. Den reviderede protokol vil reducere udledningerne af de forurenende stoffer med op til 60 procent i EU i 2020.

- Vi får renere luft i Europa. Aftalen er et vigtigt skridt for at reducere de massive menneskelige, miljømæssige og samfundsmæssige omkostninger, der er ved luftforurening. Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes Danmark som formandskabsland at opnå enighed om at reducere luftforureningen med faste målsætninger frem mod 2020, siger Rådets formand miljøminister Ida Auken.

Nye krav for renere luft
Som noget nyt bliver der i aftalen stillet krav om, at landene skal nedbringe udledningen af de små sundhedsskadelige partikler PM 2,5, der eksempelvis kommer fra industri, transport og brændeovne. En række af landene bag den nye aftale havde allerede forpligtet sig til at reducere luftforureningen frem mod 2010. Den nye aftale rækker frem til 2020. Samtidig er der en forventning om, at Rusland, Ukraine og flere østeuropæiske lande uden for EU nu også vil forpligte sig med bindende reduktionsmål som følge af aftalen.

- Forurening kender ingen grænser. Derfor er det vigtigt, at så mange europæiske lande som muligt forpligter sig til at reducere luftforureningen. Helt op til 80 procent af partikelforureningen kommer fra andre lande. Vi har vundet en lille sejr for den rene luft. Men udfordringen er ikke klaret endnu. Næste skridt er, at vi i 2013 - som vil blive et europæisk "year of air" - starter forhandlingerne i EU om kravene til den samlede nationale luftforurening og om luftkvalitet, siger Ida Auken.

Aftalen indebærer, at EU-landene i perioden 2005-2020 samlet vil reducere svovl med 59 procent, ammoniak med 6 procent, kvælstofoxider med 43 procent, organiske opløsningsmidler med 28 procent og partikler med 23 procent.

Yderligere oplysninger:
Funktionsleder Carsten Møberg Larsen, Miljøstyrelsen, tlf. 25 44 12 03
Pressechef Mette Thorn, Miljøministeriet, tlf. 25 61 71 70

Relevant information

http://www.mim.dk


Pressekontakt


Firma

Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V, Danmark

  26 73 10 03
  26 73 10 03


Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater