11/05-12
-
Pressemeddelelse
FN-møde i København: Der er behov for omstilling til en ressourceeffektiv, grøn økonomi
Verdens førende forskere indenfor miljø mødes med miljøminister Ida Auken for at diskutere grøn omstilling.
Danmark er for første gang vært for FN's ressourcepanel, der i disse dage mødes i København for at diskutere grøn omstilling, og hvordan vi skal håndtere fremtidens behov for ressourcer. Ressourcepanelet arbejder med afkobling mellem vækst og ressourceforbrug, og 25 topforskere fra hele verden skal finde ud af, hvordan man kan løse den globale ressourcekrise.
- Jeg er rigtig glad for, at Danmark i år er vært for FN's Ressourcepanel. Vi skal diskutere koblingen mellem en bedre forvaltning af verdens naturressourcer og økonomisk vækst med nogle af de førende forskere i verden. Jeg vil tage ressourcepanelets anbefalinger med til Rio +20 forhandlingerne i juni, siger Ida Auken.
Ressourcerne skal udnyttes bedre
En bedre udnyttelse af verdens ressourcer er nødvendig for at sikre fremtidig økonomisk vækst og for at skabe forbedringer for miljø og klima. Ressourcepanelet arbejder i dagene 6.-11. maj i København med en række analyser på dette område, med henblik på at finde anbefalinger og løsninger på den globale ressourcekrise.
En særlig kritisk ressource er ferskvand. På verdensplan har omkring 800 millioner mennesker stadig ikke adgang til rent drikkevand, med store sociale og økonomiske konsekvenser som følge. Alene i EU spildes mellem 20 og 40 procent af ferskvandet fra vandforsyningerne.
- På verdensplan er vand en kritisk ressource, som har direkte betydning for menneskers sundhed og velfærd overalt på jorden, og som har afgørende for bl.a. vores fødevare produktion. Derfor arbejder vi for at vi får sat konkrete og ambitiøse mål i Rio+20 for verdens forvaltning vandressourcer, siger Ida Auken.
Under 10 procent af alle mobiltelefoner i verden bliver afskaffet korrekt, således at dyrebare metaller i dem kan genanvendes i nye produkter. For solceller, LED-pærer, PC'er og vindmøller er det ofte under 1 procent af de særlige metaller som er afgørende for disse produkter, der bliver genanvendt.
- Jeg ønsker, at vi i Danmark går forrest og viser vejen til en grøn økonomi med en langt højere genanvendelse af vigtige ressourcer. Regeringens kommende ressourcestrategi er et af flere vigtige skridt på vejen, siger Ida Auken.
Anbefalingerne fra mødet skal blandt andet tages med i diskussionerne ved FN's bæredygtighedstopmøde 20. - 22. juni, 2012, i Rio de Janeiro, hvor den globale ressourcekrise blandt andet er på dagsordenen.
Miljøminister Ida Auken åbner mødet. Samtidig medvirker hun i dag kl. 11 i den afsluttende pressekonference sammen med ressourcepanelets formænd Ernst von Weizsäcker og Ashok Khosla.
Fakta:
FN's International Resource Panel (IRP) er et uafhængigt videnskabeligt panel (etableret i 2007), der har til formål at udarbejde uafhængige, videnskabeligt funderede og politisk relevante analyser i relation til ressourcedagsordenen i stil med FN's Klimapanel.
Panelet består af 25 internationale topforskere og har udarbejdet en række rapporter, der belyser det globale perspektiv af ressource problemstillingen, heriblandt en analyse over omfanget af genanvendelse af metaller og en analyse af muligheder og udfordringer for afkobling mellem økonomisk vækst og miljøpåvirkninger.
Miljøstyrelsen har siden maj 2011 siddet i panelets Steering Committee.
Link til panelet's hjemmeside: http://www.unep.org/resourcepanel/
Yderligere oplysninger:
Mariam Mosen, Pressemedarbejder i Miljøministeriet, tlf. 72 54 60 60, mail: marmo(at)mim.dk
Henrik Hagen Olesen, Chefkonsulent i Miljøministeriet, tlf. 72 54 61 95, mail: hha(at)mst.dk
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03