Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
15/05-12   -   Pressemeddelelse

Ny klimatilpasningsguide holder regnvand ude af hjemmet

Et regnvejrsværktøj til boligejere kan hjælpe med at holde kælderen tør, når voldsomme skybrud rammer byer og land.

Vejrudsigten er dyster og lover massivt regnvejr. Kan mit hus håndtere de store vandmængder? Vil vandet komme op af kloakken? Og kan jeg nå at forebygge oversvømmelser, selvom der kun er få timer til, at uvejret rammer?

Det kan boligejere nu få svar på med et nyt interaktivt værktøj på hjemmesiden klimatilpasning.dk - en såkaldt BoligWizard - der er udviklet af Naturstyrelsen og Energistyrelsen.

- Nu får vi et regnvejrsværktøj, der viser, hvordan man kan undgå oversvømmelser i sit eget hjem. Det er en stor økonomisk gevinst for både borgere, forsikringsselskaber og samfundet, for det er langt smartere at forebygge frem for at rydde op efter oversvømmelse, siger miljøminister Ida Auken.

- Med det nye værktøj får den enkelte husejer et redskab, der lavpraktisk peger på, hvordan man kan sikre sit hus i forhold til de kommende klimaforandringer, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Med den nye BoligWizard kan man klikke sig rundt i og omkring et interaktivt hus og se, hvor problemer med regnvand typisk opstår. Samtidig kan man få gode råd til, hvordan man undgår dem.

Små forbedringer, som et lille fald i græsplænen et strategisk sted eller vedligeholdelse af tagrender, kan være nok til, at kælderen og havestuen forbliver tørre, og at regnvandet bliver ledt væk.

Alle bør sikre sig mod klimaforandringer
Hjælpen til at håndtere ekstrem nedbør har hidtil primært været målrettet kommunerne. Et klimarejsehold, ændringer af planloven og det interaktive klimaværktøj "Havvand på land", hvor man kan se, hvor vandet rammer, hvis havet stiger, er nogle af de tiltag, der skal hjælpe kommunerne med at indtænke klimatilpasning i deres planlægning.

Men boligejerne har også selv et ansvar for at ruste sig til et mere ekstremt klima med kraftigere regnskyl.

- Kommunerne har taget godt imod de nye tiltag, men vi skal også have husejerne med. Vi kan alle sammen gøre noget for at klimasikre vores hjem. Det kan spare ubehagelige oplevelser og unødvendige udgifter, siger Ida Auken.

På klimatilpasning.dk kan man se, hvilke muligheder der er for økonomiske tilskud til eller fradrag for klimatilpasning af hjemmet. Hvis man eksempelvis klimatilpasser sin bolig med forbedrede tagrender og etablering af dræn, kan man få fradrag for lønudgiften til håndværkerne.

Yderligere oplysninger:
Kontorchef Kåre Svarre Jakobsen, Naturstyrelsen, 72544926, 40853511
Kontorchef Dorte Nøhr Andersen, Energistyrelsen, 33926857, 20757822
Pressemedarbejder Signe Vestergaard, Miljøministeriet, 72546041, 22509029
Pressechef Claus Kaae-Nielsen, Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, 41729011

Relevant information

http://www.mim.dk


Pressekontakt


Firma

Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V, Danmark

  26 73 10 03
  26 73 10 03


Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater