Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
20/08-12   -   Pressemeddelelse

Private bruger færre belastende sprøjtemidler

Der bliver brugt færre miljø- og sundhedsbelastende sprøjtemidler i de private haver. Det viser nye tal fra Miljøstyrelsen. Miljøminister Ida Auken er glad for tendensen og er samtidig på vej med en ny strategi for at gøre endnu mere ved brugen af sprøjtemidler.

Den nye opgørelse fra Miljøstyrelsen over salget af sprøjtemidler til private viser paradoksalt nok, at det totale salg fra 2010 - 2011 er steget. Stigningen skyldes dog, at salget af de mindst miljø- og sundhedsbelastende mosmidler næsten er tredoblet. Samtidig er salget af de mindst belastende ukrudtsmidler, som bruges på arealer med fliser, terrasser og indkørsler, steget med 70 %. Til gengæld er salget af de mere belastende glyphosatprodukter (fx RoundUp) faldet med 23 %. Miljøminister Ida Auken glæder sig over udviklingen.

- Det er dejligt at se, at danskerne bakker op om at beskytte vores natur og grundvand, og at haveejerne vælger at bruge de mindre belastende sprøjtemidler, når de vil ukrudtet til livs. Det er resultatet af en målrettet informationsindsats over for haveejerne, men vi skal blive endnu bedre til at bruge de mindst belastende sprøjtemidler eller helt undgå at bruge sprøjtemidler i vores haver. Derfor arbejder jeg hårdt på at blive klar med en ny sprøjtemiddelstrategi, siger miljøminister Ida Auken.

Ansatte skal på skolebænken
I den nye strategi for sprøjtemidler vil der blandt andet komme et krav til, at et passende antal ansatte hos forhandlere af sprøjtemidler skal gennemgå en specifik uddannelse på området for at kunne give kunderne rådgivning om, hvordan de skal anvende sprøjtemidler. Samtidig skal de ansatte kunne fortælle kunderne om de sundheds- og miljømæssige risici, der kan være forbundet med at anvende sprøjtemidlerne.

- Fremover skal forhandlerne have uddannede ansatte, så haveejerne kan få kyndig hjælp til at vælge sprøjtemidler og til at forstå brugsanvisningen. Ud over uddannelseskravet skal produkterne væk fra hylderne og om bag disken. På den måde sikrer vi, at folk får tilstrækkelig rådgivning, inden de bruger midlerne derhjemme, siger Ida Auken.

Der vil i løbet af de næste par år blive indført nye regler, der skal opdele sprøjtemidler i to grupper. Derved er det ikke muligt for de private at købe midler, der kun er godkendt til erhvervsmæssig brug, med mindre de erhverver et sprøjtecertifikat.

Den kommende sprøjtemiddelstrategi skal ud over at se på de privates brug af sprøjtemidler også have fokus på, hvordan landbruget fremover kan sænke brugen af de mest belastende sprøjtemidler.

Sprøjtemiddelstatistikken kan læses her.

Yderligere informationer:
Pressemedarbejder Signe Vestergaard, Miljøministeriet, 7254 6041, 2250 90 29, sivma@mim.dk
Funktionsleder Anita Fjelsted, Miljøstyrelsen, tlf. 7254 4519, anfje@mst.dk

Relevant information

http://www.mim.dk


Pressekontakt


Firma

Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V, Danmark

  26 73 10 03
  26 73 10 03


Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater