10/09-12
-
Pressemeddelelse
Syd og nord mødes om grøn vækst på Grønland
Kongeriget Danmark og Sydkorea tager endnu et skridt mod et tæt samarbejde om grønne vækstmuligheder, når de besøger Grønland i weekenden.
Kronprins Frederik, Sydkoreas Præsident Lee Myung-bak, Grønlands landsstyreformand Kuupik Kleist og miljøminister Ida Auken vil med egne øjne se klimaændringernes konsekvenser for Arktis, når de mødes på Grønlands smeltende is i dag.
Sydkorea og Kongeriget Danmark vil arbejde for en øget politikkoordination, herunder udvikling og forskning, som blev vedtaget i aftalen om Grøn vækst tilbage i maj 2012, og som formelt vil blive indgået til oktober. Kombinationen af Danmarks erfaring og ekspertise inden for grøn teknologi og Koreas ambitiøse grønne vækstplan giver et utal af samarbejdsmuligheder, og allerede under dette besøg vil der vedtages aftaler mellem flere aktører, blandt andet Råstofdirektoratet og det koreanske ministerium for knowledge economy. Hovedtemaerne for aftalerne er viden og forskning inden for naturressourcer og grøn vækst.
- Med besøget ser jeg en klar mulighed for at understrege Kongeriget Danmarks position på den globale scene, vores rolle i beskyttelsen af Arktis' unikke natur og vores velfungerende samarbejde med Sydkorea, siger Ida Auken, der er repræsentant for regeringen under besøget.
Klimaet går på tynd is
Danmarks miljøministerium administrerer miljøstøtteordningen Dancea, som anvendes til Miljøministeriets overordnede arbejde med internationale havmiljø- og naturbeskyttelseskonventioner, og miljøminister Ida Auken pointerer nødvendigheden af det store fokus på Arktis,
- Aldrig har isen været mindre end nu, og det lægger et stadig større pres på naturen. Der vil komme forøget skibstrafik, nye muligheder for udnyttelse af områdets mineralressourcer, stadigt mere fiskeri og blomstrende turisme. Hvilket er en fordel for den grønlandske økonomi, men en udfordring for en bæredygtig bevarelse af Arktis, siger Ida Auken.
Miljøministeren tager også andre presserende miljøprioriteter med i bagagen, som hun har i sinde at pakke ud under besøget. Blandt andet vil hun tage hul på diskussionen om vandressourcer, som er temaet for et ministerbesøg i Sydkorea og Kina i slutningen af måneden. Ressourcemobilisering for global biodiversitet vil også være at finde i ministerens kuffert, da man står over for det vigtige COP 11 møde i oktober.
Besøget byder ud over de planlagte møder og samarbejdsaftaler på helikoptertur til isbræen Iluissat, der symboliserer klimaændringerne med dens konstante afsmeltning.
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03