19/09-12
-
Pressemeddelelse
Mindre risiko for forurenet drikkevand
Alle danske vandværker skal have systematiske arbejdsrutiner. Målet er at undgå drikkevandsforureninger.
I de senere år har Danmark oplevet en række store drikkevandsforureninger i blandt andet Tune og Køge, hvor forbrugere er blevet syge eller har måttet koge vandet i månedsvis.
Nu skal vandværkerne til at have faste rutiner for, hvad de vil gøre for at opretholde en høj drikkevandskvalitet. Kravet om indførelsen af ledelsessystemer på alle almene vandforsyninger, der leverer vand til flere end 10 familier, er aftalt af alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance.
Målet er at undgå store drikkevandsforureninger i Danmark.
- Rent vand er et gode, som vi alle nødigt vil undvære i hverken kortere eller længere tid. Nu gør vi, hvad vi kan for at undgå de store drikkevandsforureninger, som vi blandt andet har set i København, Køge og Tune. Både små og store vandværker skal leve op til nye krav, der skal mindske risikoen for drikkevandsforureninger og sørge for rent vand til alle borgere, siger miljøminister Ida Auken.
En rapport udarbejdet af Miljøministeriet i 2009 vurderer, at indførelse af ledelsessystemer vil kunne halvere antallet af vandforureninger. Den enkelte vandforsyning skal udarbejde en plan for, hvor tit og hvordan drikkevandsanlægget skal tjekkes for fejl og mangler.
Eksempelvis skal de være opmærksomme på, hvor tit vandtanken skal ses efter for huller? Hvilke rengøringsmidler der må der være på et vandværk? Og hvad vandværket skal have styr på, når der graves i jorden for at reparere vandledninger?
Flest krav til de største
Danmark har ca. 2.500 almene vandforsyninger. Knap 90 af dem leverer vand til mere end 4.400 familier, mens 160 værker leverer vand til ca. 1.200-4.400 familier. De resterende 2.250 små vandforsyninger leverer vand til mellem 10 og 1.200 familier.
Kravene til vandværkerne vil være forskellige alt efter anlæggets størrelse, og nogle af de største vandværker har allerede frivilligt indført ledelsessystemer.
Socialdemokraternes miljøordfører Torben Hansen rejste allerede spørgsmålet over for den tidligere regering. Han er glad for, at det nu er lykkedes at opnå enighed om at stille krav til vandværkerne:
- Der stilles krav til alle, der forsyner danskerne med drikkevand. Men størst krav til dem, der forsyner flest. Procedurerne er mere komplicerede på et vandværk, der forsyner 100.000 familier end på en forsyning, der leverer vand til 10 familier. Men i bund og grund handler det om, at alle skal kende deres anlæg rigtig godt og indføre arbejdsrutiner, der sikrer, at vandværket er i god stand, siger han.
En undersøgelse fra Naturstyrelsen og Sundhedsstyrelsen viste i 2011, at cirka tre procent af vandforsyningerne hvert år har tilfælde med for mange sundhedsskadelige bakterier i vandet. Det er blandt andet i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde og indsivende regnvand, at problemerne opstår.
Bekendtgørelsen forventes at blive sendt i høring i løbet af efteråret.
Yderligere oplysninger:
Miljøordfører Torben Hansen (S)
Pressemedarbejder Signe Vestergaard tlf. 22 50 90 29
Kontorchef Inger Bergmann, Naturstyrelsen, tlf. 72 54 48 93
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03